Vort kjære Fædreland er det gode gamle Norge. Det er visselig et godt Land, skjønt det ligger længst oppe mod Nord i den Jorddel, som vi kalde Europa. Gammelt kalde vi det, fordi det fra umindelige Tider har været bebygget og beboet af det Folk, som endnu bor i Landet.
Ved dette vort Fædreland mærke vi allerførst, at det overalt er opfyldt af Fjeld, og dernæst at det paa tre Sider er omringet af Hav. Begge Dele er godt. Havets Nærhed gjør, at Vinterkulden er mindre streng hos os end i mange andre nordlige Lande; de høie Fjelde danne Dale, hvori Sommervarmen kan blive ligesaa stærk som i Landene langt sydpaa. Havet faar ikke Lov til at bryde ind over Kysten. Udenfor denne ligger en Mængde Øer, Holmer og Skjær, som beskytte den mod Havbølgerne. Det er denne Ø- og Skjærstrækning, som vi kalde Norges Skjærgaard. Den er ogsaa god for noget andet, denne Skjærgaard; den gjør det vanskeligt for en Fiende at angribe os tilsøs, og vi kunne lettere forsvare os, om saadant skulde ske.
Havet skjærer ind i Landet og danner dybe Fjorde og Bugter. Disse ere rige paa mange Slags Fisk, som tjene Folket paa Kysten til daglig Føde. Hvert Aar faa vi desuden Besøg af store Fiskestimer langveis fra; disse komme ind under Kysten, for at yngle, og blive da fangede i Net eller Vad, med Garn eller Krog. Fornemmelig er det Silden eller Torsken, som gjæster os hele Vestkysten opover. Vi kunne saaledes nok forstaa, at det især maa være Fiskefangst, hvormed Folket sysler paa denne Kant af Landet. Men med Fiskerierne er Søfart og Handel nøie forenet. Landsfolket bruger nemlig ikke al den fangede Fisk selv. Vi sende den paa vore Fartøier til andre Lande og hente derfra igjen de Frembringelser, som de have, og vi trænge til. Færselen tilsøs imellem os og andre Lande er saa stor, at vort Folk hører til de vigtigste Søfartsfolk i Verden.