Nils traf nogle af sin Kammerater paa Gaden. De havde det saa travelt, at de ikke gav sig Tid til at standse, for at tale med ham; de raabte bare i et Væk: „Kom med, Nils, kom med, Gut!“
„Hvorhen?“ raabte Nils efter dem. „Paa Byelven,“ lød Svaret. „Vent lidt da,“ raabte Nils atter; „jeg vil springe ind og bede Mor om Lov.“ De andre slog op en Latter. „Aa stakkers Dig, staar du saa under Pidsken? Jeg spørger aldrig Mor om nogen Ting,“ sagde den Første.
„Ikke jeg heller,“ sagde den Anden.
„Ikke jeg heller,“ sagde den Tredie.
„Vær en Kar, Nils, og kom med, eller du blir anseet for en Rædhare alle dine Levedage,“ sagde den Fjerde.
„Nei,“ sagde Nils bestemt. „Jeg gaar ikke uden Mors Lov. Jeg har lovet hende aldrig at gaa paa Byelven uden hendes Vidende, og, hvad jeg har lovet, det vil jeg holde.“
„Saa gaa hjem til Mama di da,“ skreg de alle og afsted for de.
Nils stod en Stund og saa efter dem. Han var halvt ærgerlig, baade fordi han havde Lyst til at være med paa Isen, og fordi det krænkede ham, at han skulde blive anseet for ræd; thi han- var i Grunden netop det Modsatte.
Da han kom hjem, mærkede Moderen, at der var noget, som feilede ham, og spurgte om Aarsagen.
Han fortalte, hvad det var; thi han var vant til aldrig at skjule noget for hende. Da slog Moderen Armen om hans Hals, kyssede ham og sagde: „Gud velsigne dig og styrke dig til altid at kunne gjøre, hvad ret og godt er!“