73. Den ulykkelige Christoffer var i sin Barndom ved en Ammes Uforsigtighed kommen til Skade, og havde derved faaet en saa kaldet Pukkel paa Ryggen. Ethvert fornuftigt Menneske, der saa denne Krøbling, havde Medlidenhed med ham; og ligesaa tog og enhver sig saa meget mere i Vare for paa nogen Maade at fornærme og fortørne ham, som det er bekjendt, at saadanne Krøblinger almindeligen let føle sig krænkede.
Men saaledes tænkte ikke den unge Haan: han udlo og bespottede den stakkels Christoffer, hvor han 83saa ham, og for desmere at krænke ham, gav han ham alle de Øgenavne, han kunde finde.
Men Haan fik sin Ondskab betalt. Thi ved et uheldigt Fald traf den Ulykke ham, at han knusede sit Næsebeen, og derved ikke alene blev braknæset, og altsaa vanskabt i Ansigtet, men fik ogsaa en høist ubehagelig og modbydelig Udtale. Fordi han før havde været saa spodsk og følelsøs imod Andre, gaves der nu Ingen, som beklagede ham.
Hvo, som bespotter den Ulykkelige, forhaaner den, som skabte ham. Sal. Ordspr. 17, 5.