502

(Af en Tale ved Kristiania Universitets Halvhundredeaars-Fest 1861).

Den 2den September er en af de aarlige Festdage i Studenternes Kreds. Hvert Aar feirer vi paa denne Dag Erindringen om Universitetets Stiftelse. Iaar paa 50-Aarsdagen, den store Merkedag, har vi henvendt os til Medborgere af alle Stænder med Anmodning om, at de denne Gang i Fællesskab med os vilde gjenkalde sig hin dyrebare Erindring. Og denne Anmodning har mødt den beredvilligste Imødekommen. Den 2den September er idag en Folkefest. Hvad er det da, som har kunnet føre Medborgere af de forskjelligste Livsinteresser sammen for at feire Universitetets Fest? Det er den levende Følelse af, at denne Fest, om den end maa ligge Studenternes Hjerter nærmest, som Universitetets egne Sønner, alligevel er en almenborgerlig Fest, i Sandhed en Nationalfest. Denne Tanke staar klar for alle, og den maatte ligge nær, selv om Universitetets Stiftelse var indtruffen i en anden Tid end den, hvori den indtraf. Men nu paatrænger den sig af sig selv enhver, da vort Universitet er fremgaaet af den samme Tids Skjød, som er Moder for vor Selvstændighed og vor Forfatning. Det er jo altsammen fremgaaet af hin underfulde Tid i vor Histories nye Morgen, hin Tid, rig paa Trængsler og rig paa herlige Gaver for Efterslegten. Derfor staar Universitetsideen for os uadskillelig sammenknyttet med Ideerne Selvstændighed og Frihed, og derfor er det os umuligt at glemme, om det ellers kunde glemmes, at politisk Frihed og Selvstændighed er inderlig forenet med videnskabelig og aandelig Frihed og Selvstændighed. Og af hine store Goder kom Universitetet foran de andre, ligesom beredende de andre Vei. Nu er det vel saa, at Universitetet kun virkede kort, inden den politiske Frihed kom, — og det er vel ogsaa saa, at var den politiske Frihed kommen først, saa maatte Universitetet nødvendigvis ogsaa være kommet efter, om Friheden ellers skulde kunne bestaa. Men det er at merke, at saa gik det ikke; det gik ikke saa, at Universitetet ogsaa kom. Men Universitetet kom først. Dette viser os Alvoret og Sandheden i 503hin Tids Stræben. Det, man i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede arbeidede for, var ikke Løsrivelse fra Danmark og ikke en fri Forfatning, og kun faa tænkte saadanne Tanker; men det, man arbeidede for, var at faa et eget Universitet. Hvad man vilde, det var aandelig Frihed, et rigere og fuldere aandeligt Lys. Hvad man først vilde, det var Frihedens Betingelser og Frihedens Væsen og ikke dens Former, om end disse først kan give Friheden dens fulde Udtryk. Og det var denne Vilje, som gjorde Tiden værdig til at faa mere, værdig til ogsaa at faa de Former, hvori Friheden skulde komme til fuldt Liv og Rørelse. Thi med det samme Folket havde tilkjæmpet sig Opfyldelsen af hint brændende Ønske, blev ogsaa hine andre uvurderlige Goder det tildel. Og det er da ikke underligt, at vort Storting altid har omfattet Universitetet med Kjærlighed og i Forhold til Landets Evne rigelig understøttet det: det var Følelsen af Slegtskabet, det var Erkjendelsen af begge Institutioners fælles Øiemed. Og det er ikke underligt, om Festen iaften betragtes som en Nationalfest, naar vi ser, hvorledes hin Arbeiden for et Universitets Oprettelse i sin Tid mødtes af det hele Folk, hvorledes denne Sag var et Folkeanliggende i Ordets dybeste Betydning. Fra Landets Egne videnom strømmede de rige Gaver sammen, og det fulgte med, som var lagt tilside for Nødens Stund. Ja vort Universitet bærer vel et kongeligt Navn; men det har en Oprindelse, som er større. Men Navnet viser os, at Folkeønsket havde Sandhed i sig til at blive en Magt, som den kongelige Magt maatte agte.

Med dette Tilbagesyn vil vi hæve vore Hjerter til Taknemmelighed mod det naadige Forsyn og dernæst til en erkjendtlig Erindring af hine Mænd, som i Ord og Daad kjæmpede for at løfte den store Skat for os, som her staar, baade dem, som virkede meget, og dem, som gav den tilsyneladende ringe Skjerv. Og saa vil vi udraabe et Held for Universitetet, og deri vil vi først og fremst lægge det Ønske, at Videnskaberne — alt flere og flere — altid der maa dyrkes med Iver og Flid og Troskab, idet vi vel ved, at dette er det vigtigste ogsaa for Nationaliteten, da 504dette baade skal klare og styrke den og dæmpe de ensidige Nationalbestræbelser, — men dernæst ogsaa ønske, at det over de store almenfolkelige Magter ikke maa glemme det enkelte Folk, hvori det virker, og den Folkeeiendommelighed, som skal give hint almene hos os et særeget Udtryk, — og saa vil vi endelig ønske det til Gjengjeld, at det altid maa glæde sig ved Folkets Kjærlighed, hin første Kjærlighed, som lyser ned til os fra Universitetets Grundlæggelse. Held følge Universitetet!

J. E. Thaasen.

502

(Av en Tale ved Kristiania Universitets Halvhundredeaars-fest 1861).

Den 2den september er en av de årlige festdager i Studenternes krets. Hvert år feirer vi på denne dag Erindringen om Universitetets stiftelse. I år på 50-årsdagen, den store merkedag, har vi henvendt oss til medborgere av alle stender med anmodning om, at de denne gang i fellesskap med oss ville gjenkalle seg hin dyrebare erindring. Og denne anmodning har møtt den beredvilligste Imødekommen. Den 2den september er i dag en folkefest. Hva er det da, som har kunnet føre medborgere av de forskjelligste Livsinteresser sammen for å feire Universitetets fest? Det er den levende følelse av, at denne fest, om den enn må ligge Studenternes hjerter nærmest, som Universitetets egne sønner, allikevel er en almenborgerlig fest, i sannhet en nasjonalfest. Denne tanke står klar for alle, og den måtte ligge nær, selv om Universitetets stiftelse var inntruffen i en annen tid enn den, hvori den inntraff. Men nå paatrænger den seg av seg selv enhver, da vårt universitet er fremgått av den samme Tids Skjød, som er mor for vår selvstendighet og vår forfatning. Det er jo altsammen fremgått av hin underfulle tid i vår Histories nye morgen, hin tid, rik på trengsler og rik på herlige gaver for etterslekten. Derfor står Universitetsideen for oss uadskillelig sammenknyttet med ideene selvstendighet og frihet, og derfor er det oss umulig å glemme, om det ellers kunne glemmes, at politisk frihet og selvstendighet er inderlig forenet med vitenskapelig og åndelig frihet og selvstendighet. Og av hine store goder kom Universitetet foran de andre, likesom beredende de andre vei. Nå er det vel så, at Universitetet kun virket kort, innen den politiske frihet kom, — og det er vel også så, at var den politiske frihet kommet først, så måtte Universitetet nødvendigvis også være kommet etter, om friheten ellers skulle kunne bestå. Men det er å merke, at så gikk det ikke; det gikk ikke så, at Universitetet også kom. Men Universitetet kom først. Dette viser oss alvoret og sannheten i 503hin Tids streben. Det, man i Slutningen av forrige og begynnelsen av dette århundre arbeidet for, var ikke løsrivelse fra Danmark og ikke en fri forfatning, og kun få tenkte sådanne tanker; men det, man arbeidet for, var å få et eget universitet. Hva man ville, det var åndelig frihet, et rikere og fullere åndelig lys. Hva man først ville, det var frihetens betingelser og frihetens vesen og ikke dens former, om enn disse først kan gi friheten dens fulle uttrykk. Og det var denne vilje, som gjorde tiden verdig til å få mer, verdig til også å få de former, hvori friheten skulle komme til fullt Liv og Rørelse. Thi med det samme folket hadde tilkjempet seg oppfyllelsen av hint brennende ønske, ble også hine andre uvurderlige goder det til del. Og det er da ikke underlig, at vårt Storting alltid har omfattet Universitetet med Kjærlighed og i forhold til Landets evne rikelig understøttet det: det var følelsen av slektskapet, det var erkjennelsen av begge institusjoners felles øyemed. Og det er ikke underlig, om festen i aften betraktes som en nasjonalfest, når vi ser, hvorledes hin arbeidet for et Universitets opprettelse i sin tid møttes av det hele folk, hvorledes denne Sag var et Folkeanliggende i Ordets dypeste betydning. Fra Landets Egne videnom strømmet de rike gaver sammen, og det fulgte med, som var lagt tilside for Nødens stund. Ja vårt universitet bærer vel et kongelig navn; men det har en opprinnelse, som er større. Men Navnet viser oss, at Folkeønsket hadde sannhet i seg til å bli en makt, som den kongelige makt måtte akte.

Med dette tilbakesyn vil vi heve våre hjerter til takknemlighet mot det nådige forsyn og dernest til en erkjentlig erindring av hine menn, som i ord og Daad kjempet for å løfte den store skatt for oss, som her står, både dem, som virket meget, og dem, som ga den tilsynelatende ringe skjerv. Og så vil vi utrope et held for Universitetet, og deri vil vi først og fremst legge det ønske, at vitenskapene — alt flere og flere — alltid der må dyrkes med Iver og flid og troskap, idet vi vel ved, at dette er det viktigste også for nasjonaliteten, da 504dette både skal klare og styrke den og dempe de ensidige nasjonalbestrebelser, — men dernest også ønske, at det over de store almenfolkelige makter ikke må glemme det enkelte folk, hvori det virker, og den folkeeiendommelighet, som skal gi hint almene hos oss et særegent uttrykk, — og så vil vi endelig ønske det til gjengjeld, at det alltid må glede seg ved Folkets Kjærlighed, hin første Kjærlighed, som lyser ned til oss fra Universitetets grunnleggelse. Held følge Universitetet!

J. E. Thaasen.