311

Den mægtigste Maand i det Prestegjeld, hvorom her skal fortælles, hed Tord Øveraas. Han stod en Dag i Prestens Kontor, høi og alvorlig. „Jeg har faaet en Søn,“ sagde han, „og vil have ham over Daaben.“ — „Hvad skal han hede?“ — „Finn efter Fader min.“ — „Og Fadderne?“ — De blev nævnte og var da Bygdens bedste Mænd og Kvinder af Mandens Slegt. „Er der ellers noget?“ spurgte Presten, han saa op. Bonden stod lidt. „Jeg vilde gjerne have ham døbt for sig selv,“ sagde han. — „Det vil sige paa en Hverdag?“ — „Paa Lørdag førstkommende, 12 Middag.“ — „Er der ellers noget?“ spurgte Presten. — „Ellers er der ingen Ting.“ Bonden dreiede Huen, som vilde han gaa. Da reiste Presten sig; „endnu dog dette,“ sagde han og gik lige bort til Tord, tog hans Haand og saa ham ind i Øinene; „give Gud, at Barnet maa blive dig til Velsignelse!“

Sexten Aar efter den Dag stod Tord i Prestens Stue. „Du holder dig godt, du Tord,“ sagde Presten, han saa ingen Forandring paa ham. „Jeg har heller ingen Sorger,“ svarede Tord. Hertil taug Presten; men en Stund efter spurgte han: „Hvad er dit Erende i Kveld?“ — „I Kveld 312kommer jeg om Sønnen min, som skal konfirmeres imorgen.“ — „Han er en flink Gut.“ — „Jeg vilde ikke betale Presten, før jeg hørte, hvad Nummer han fik paa Kirkegulvet.“ — „Han skal paa Nummer 1.“ — „Jeg hørte dette, — og her er 10 Daler til Presten.“ — „Er der ellers noget?“ spurgte Presten, han saa paa Tord. — „Ellers er der intet.“ — Tord gik.

Atter løb otte Aar hen, og saa hørtes der Støi en Dag foran Prestens Kontor; thi mange Mænd kom og Tord først. Presten saa op og kjendte ham. „Du kommer mandsterk i Kveld.“ — „Jeg vilde begjære Lysning for Sønnen min; han skal giftes med Karen Storliden, Datter af Gudmund, som her staar.“ — „Dette er jo Bygdens rigeste Gjente.“ — „De siger saa,“ svarede Bonden, han strøg Haaret op med den ene Haand. Presten sad en Stund og som i Tanker; han sagde intet, men førte Navnene op i sine Bøger, og Mændene skrev under. Tord lagde tre Daler paa Bordet. „Jeg skal blot have en,“ sagde Presten. — „Ved det nok; men han er mit eneste Barn; vilde gjerne gjøre det vel.“ — Presten tog mod Pengene. „Det er tredje Gang, du paa Sønnens Vegne staar her nu, Tord.“ — „Men nu er jeg ogsaa færdig med ham,“ sagde Tord og lagde sin Tegnebog sammen, sagde Farvel og gik, — Mændene langsomt efter.

Fjorten Dage efter den Dag roede Fader og Søn i stille Veir over Vandet til Storliden for at samtale om Brylluppet. „Den Toften ligger ikke sikkert under mig,“ sagde Sønnen og reiste sig for at lægge den tilrette. I det samme glider den Tilje, han staar paa; han slaar ud med Armene, giver et Skrig og falder i Vandet. — „Tag i Aaren!“ raabte Faderen, han reiste sig op og stak den ud. Men da Sønnen havde gjort et Par Tag, stivner han. „Vænt lidt!“ raabte Faderen, han roede til. Da velter Sønnen bagover, ser langt paa Faderen — og synker.

Tord vilde ikke ret tro det, han holdt Baaden stille og stirrede paa den Pletten, hvor Sønnen var sunken ned, som skulde han komme op igjen. Der steg nogle Bobler op, endnu nogle, saa bare en stor, der brast — og speilblank laa atter Søen.

313I tre Dage og tre Nætter saa Folk Faderen ro rundt om denne Pletten uden at tage Mad eller Søvn til sig; han soknede efter sin Søn. Og paa den tredje Dag om Morgenen fandt han ham og kom bærende opover Bakkerne med ham til sin Gaard.

Det kunde vel være gaaet et Aar hen siden hin Dag. Da hører Presten sent en Høstkveld nogen rusle ved Døren ude i Forstuen og famle varsomt efter Laasen. Presten aabnede Døren, og ind traadte en høi, foroverbøiet Mand, mager og hvid af Haar. Presten saa længe paa ham, før han kjendte ham; det var Tord. „Kommer du saa sent?“ sagde Presten og stod stille foran ham. „Aa ja; jeg kommer sent,“ sagde Tord, han satte sig ned. Presten satte sig ogsaa, som han væntede; der var længe stilt. Da sagde Tord: „Jeg har noget med, som jeg gjerne vilde give til de fattige;“ — han reiste sig, lagde Penge paa Bordet og satte sig atter. Presten tællede dem op; „det var mange Penge,“ sagde han. — „Det er Halvten af min Gaard; jeg solgte den idag.“ Presten blev siddende i lang Stilhed; han spurgte endelig, men mildt: „Hvad vil du tage dig for?“ — „Noget bedre.“ — De sad der en Stund, Tord med Øinene mod Gulvet, Presten med Øinene paa ham. Da sagde Presten sagte og langt: „Nu tænker jeg, at Sønnen din endelig er bleven dig til Velsignelse.“ — „Ja, nu tænker jeg det ogsaa selv,“ sagde Tord; han saa op, og to Taarer randt tunge nedover hans Ansigt.

Bjørnstjerne Bjørnson.

311

Den mektigste Maand i det prestegjeld, hvorom her skal fortelles, het Tord Øveraas. Han stod en dag i Prestens kontor, høy og alvorlig. „Jeg har fått en sønn,“ sa han, „og vil ha ham over dåpen.“ — „Hva skal han hede?“ — „Finn etter far min.“ — „Og Fadderne?“ — De ble nevnte og var da Bygdens beste menn og kvinner av Mandens slekt. „Er der ellers noe?“ spurte presten, han så opp. Bonden stod litt. „Jeg ville gjerne ha ham døpt for seg selv,“ sa han. — „Det vil si på en hverdag?“ — „På lørdag førstkommende, 12 middag.“ — „Er der ellers noe?“ spurte presten. — „Ellers er der ingen ting.“ Bonden dreide Huen, som ville han gå. Da reiste presten seg; „ennå dog dette,“ sa han og gikk like bort til Tord, tok hans hånd og så ham inn i øynene; „gi Gud, at barnet må bli deg til velsignelse!“

Seksten år etter den dag stod Tord i Prestens stue. „Du holder deg godt, du Tord,“ sa presten, han så ingen forandring på ham. „Jeg har heller ingen sorger,“ svarte Tord. Hertil tidde presten; men en stund etter spurte han: „Hva er ditt ærend i kveld?“ — „I kveld 312kommer jeg om sønnen min, som skal konfirmeres i morgen.“ — „Han er en flink Gut.“ — „Jeg ville ikke betale presten, før jeg hørte, hva nummer han fikk på kirkegulvet.“ — „Han skal på nummer 1.“ — „Jeg hørte dette, — og her er 10 daler til presten.“ — „Er der ellers noe?“ spurte presten, han så på Tord. — „Ellers er der intet.“ — Tord gikk.

Atter løp åtte år hen, og så hørtes der Støi en dag foran Prestens kontor; thi mange menn kom og Tord først. Presten så opp og kjente ham. „Du kommer mannsterk i kveld.“ — „Jeg ville begjære lysning for sønnen min; han skal giftes med Karen Storliden, datter av Gudmund, som her står.“ — „Dette er jo Bygdens rikeste jente.“ — „De sier så,“ svarte bonden, han strøk håret opp med den ene hånd. Presten satt en stund og som i tanker; han sa intet, men førte navnene opp i sine bøker, og mennene skrev under. Tord la tre daler på bordet. „Jeg skal blot ha en,“ sa presten. — „Ved det nok; men han er mitt eneste barn; ville gjerne gjøre det vel.“ — Presten tok mot pengene. „Det er tredje gang, du på Sønnens vegne står her nå, Tord.“ — „Men nå er jeg også ferdig med ham,“ sa Tord og la sin tegnebok sammen, sa Farvel og gikk, — mennene langsomt etter.

Fjorten dager etter den dag rodde far og sønn i stille vær over vannet til Storliden for å samtale om Brylluppet. „Den Toften ligger ikke sikkert under meg,“ sa sønnen og reiste seg for å legge den til rette. I det samme glider den Tilje, han står på; han slår ut med armene, giver et skrik og faller i vannet. — „Tag i åren!“ ropte Faderen, han reiste seg opp og stak den ut. Men da sønnen hadde gjort et par tak, stivner han. „Vent litt!“ ropte Faderen, han rodde til. Da velter sønnen bakover, ser langt på Faderen — og synker.

Tord ville ikke rett tro det, han holdt båten stille og stirret på den pletten, hvor sønnen var sunket ned, som skulle han komme opp igjen. Der steg noen bobler opp, ennå noen, så bare en stor, der brast — og speilblank lå atter sjøen.

313I tre dager og tre netter så folk Faderen ro rundt om denne pletten uten å ta mat eller søvn til seg; han soknet etter sin sønn. Og på den tredje Dag om morgenen fant han ham og kom bærende opover bakkene med ham til sin gård.

Det kunne vel være gått et år hen siden hin Dag. Da hører presten sent en høstkveld noen rusle ved døren ute i forstuen og famle varsomt etter låsen. Presten åpnet døren, og inn trådte en høy, foroverbøiet mann, mager og hvit av Haar. Presten så lenge på ham, før han kjente ham; det var Tord. „Kommer du så sent?“ sa presten og stod stille foran ham. „Aa ja; jeg kommer sent,“ sa Tord, han satte seg ned. Presten satte seg også, som han ventet; der var lenge stilt. Da sa Tord: „Jeg har noe med, som jeg gjerne ville gi til de fattige;“ — han reiste seg, la penger på bordet og satte seg atter. Presten tellet dem opp; „det var mange penger,“ sa han. — „Det er halvten av min gård; jeg solgte den i dag.“ Presten ble sittende i lang stillhet; han spurte endelig, men mildt: „Hva vil du ta deg for?“ — „Noe bedre.“ — De satt der en stund, Tord med øynene mot gulvet, presten med øynene på ham. Da sa presten sakte og langt: „Nå tenker jeg, at sønnen din endelig er blitt deg til velsignelse.“ — „Ja, nå tenker jeg det også selv,“ sa Tord; han så opp, og to tårer rant tunge nedover hans ansikt.

Bjørnstjerne Bjørnson.