Da tvende Venner vandrede med hinanden ad samme Vei, mødte de en Bjørn. Uden at tænke paa sin Ledsager klavrede den ene i stor Angest op i et Træ og skjulte sig der. Den anden, som saa, at han ingen Udsigt havde til at staa sig mod Bjørnen, havde intet andet at gjøre end at kaste sig paa Jorden og lade, som om han var død; thi han havde hørt, at Bjørnen aldrig rører noget dødt Legeme. Medens han nu laa saaledes, nærmede Bjørnen sig til hans Hoved, snøftede og snusede ved hans Ører, hans Næse og hans Hjerte; men Manden holdt ubevægelig sit Aandedræt, 5saa at Dyret troede, at han var død, og gik bort. Da Bjørnen var ganske ude af Sigte, kom hans Reisekammerat ned fra Træet og spurgte, hvad det var, som Bjørnen hviskede til ham; — „thi,“ sagde han, „jeg bemerkede, at den satte sin Snude tæt til dit Øre.“ „Aa,“ svarede den anden, „det var ingen stor Hemmelighed; den bad mig blot at vogte mig for at komme i Kast med dem, som lader sine Venner i Stikken, naar de kommer i Nød.“
Eft. Æsop, ved Chr. Winther.