Minette var en Fruerhund,Der havde lutter gode Dage,Aad Steg, Konfekt og Mandelkage,Drak Fløde, sov paa EderdunOg var dog — hvilken snurrig Nykke! —Kjed af sig selv og af sin Lykke.En Dag den paa sin Pude laaOg fuld af skinsyg Harme saaPorthunden springe høit af Glæde;„Hør!“ sagde den, „Pasop! du staarDen hele Dag i Lænke, faarKun Vand at drikke, Klid at æde,Og dog er du bestandig glad,Mens jeg, der faar den bedste MadOg drikker intet uden Fløde,Maa næsten kjede mig tildøde.“— „Vid,“ svarede Pasop, „for fuldtHar Lykken dig sit Bæger givet;Bed Himlen om lidt Sorg og Sult,Og du vil glæde dig ved Livet!“

Fr. Schaldemose.

Minette var en Fruerhund,Der hadde lutter gode dager,Åt Steg, konfekt og mandelkake,Drakk fløte, sov på ederdunOg var dog — hvilken snurrig nykke! —Kjed av seg selv og av sin lykke.En dag den på sin pute låOg full av skinnsyk harme såPorthunden springe høyt av glede;„Hør!“ sa den, „Pasop! du stårDen hele dag i lenke, fårKun vann å drikke, kli å ete,Og dog er du bestandig glad,Mens jeg, der får den beste matOg drikker intet uten fløte,Må nesten kjede meg tildøde.“— „Vid,“ svarte Pasop, „for fulltHar lykken deg sitt beger gitt;Be Himlen om litt sorg og sult,Og du vil glede deg ved livet!“

Fr. Schaldemose.