Rige Folk har med alle sine Rigdomme dog ogsaa mange Ulykker og Sygdomme, som den fattige Mand ikke kjender noget til; thi der gives Sygdomme, som ikke kommer af Luften, men af de fulde Fade og blinkende Glas, 208af de bløde Lænestole og Silke-Sengen, som en vis grundrig Kjøbmand kan fortælle en Historie om. Den hele Formiddag sad han i en Lænestol og røgte Tobak eller laa i det aabne Vindu og talte Tagstenene paa Husene; men til Middag spiste han dog for to, og Naboerne sagde ofte: „Blæser det ude, eller er det Naboen, der puster?“ Hele Eftermiddagen spiste og drak han igjen, snart noget koldt, snart noget varmt, uden at være sulten eller have Appetit, bare fordi han kjedede sig saa gruelig; indtil den sildige Aften holdt han paa at spise, saa at man aldrig rigtig kunde sige, hvor hans Middag endte, eller hans Aftensmaaltid begyndte. Naar han nu havde spist til Aften, lagde han sig tilsengs og var saa træt, som om han hele Dagen igjennem havde langet Sten eller kløvet Ved. Deraf blev han da tilsidst saa tyk som en Humlesæk og kunde neppe røre sig af Stedet. Mad og Søvn vilde ikke længere smage ham, og han var i lang Tid, som det ofte gaar, hverken rigtig frisk eller syg; men hvis man skulde tro ham selv, saa havde han 365 Sygdomme, nemlig en ny for hver Dag. Alle de Læger, der var i Byen, spurgte han tilraads. Han slugte hele Spande, fulde af Mixtur, hele Skuffer, fulde af Pulver, og Piller saa store som Ande-Eg, saa at man tilsidst for Spøg ikke kaldte ham andet end det tobenede Apothek. Men al den Doktorering hjalp til intet; thi han gjorde ikke, hvad Lægerne ellers befalede ham, men sagde altid: „Hvorfor er jeg da en rig Mand, naar jeg skal leve som en Hund, og Doktoren ikke kan gjøre mig rask for alle mine Penge?“
Endelig hørte han tale om en Læge, der boede femti Mil borte, og som var saadan Hexemester, at de syge blev raske, naar han bare saa rigtig paa dem, og Døden gik af Veien for ham, hvor han lod sig se. Til denne Mand fattede han Tillid og skrev et Brev til ham, hvori han fortalte ham om sin Tilstand. Doktoren merkede strax, hvad det var, der fattedes ham, nemlig ikke Medicin, men Maadehold og Bevægelse, og han sagde til sig selv: „Ha, ha, god Karl! dig skal jeg snart kurere!“ Derfor skrev han et Brev tilbage af følgende Indhold: „Min gode Ven! det er en slem Historie med jer. Dog skal jeg nok 209hjelpe jer, naar I vil følge mit Raad. Sagen er den, at I har et fælt Dyr i Maven, en Lindorm med syv Munde. Med denne Lindorm maa jeg selv tale, og I maa derfor komme til mig. Men for det første maa I ikke kjøre eller ride, men reise med Apostlenes Heste; thi ellers ryster Lindormen, og han bider Indvoldene i Stykker paa eder, syv Tarme paa en Gang midt over. For det andet maa I ikke spise mere end tre Gange om Dagen, lidt grønt om Middagen med en Smule Pølse til og om Aftenen et blødkogt Æg, og om Morgenen lidt Kjødsuppe med Løg i. Alt, hvad I spiser mere, det faar ikke I godt af, men Lindormen, som derved bliver større og større, saa at det bliver Snedkeren og ikke Skrædderen, der da kommer til at tage Maal af jer. Dette er mit Raad, og dersom I ikke følger det, saa faar I aldrig høre Gjøgen gale mere. Nu kan I gjøre, hvad I vil.“
Da Patienten hørte dette, lod han strax den følgende Morgen sine Støvler pudse og begav sig paa Veien, som Doktoren havde befalet ham. Den første Dag gik det saa langsomt, at en Snegl magelig kunde have været hans Forrider; naar nogen hilste ham, takkede han ikke derfor, og hvor der krøb en Orm paa Veien, gik han ikke tilside for den, men traadte den ihjel. Men allerede den anden og tredje Morgen forekom det ham, som om Fuglene aldrig havde sunget saa vakkert, og Duggen var saa frisk og Kornblomsterne saa blaa, og alle Folk, som mødte ham, saa saa venlige ud, og han ogsaa; og hver Morgen, naar han begav sig paa Veien fra det Vertshus, hvor han havde overnattet, blev det smukkere og smukkere; og da han den fjortende Dag kom til den By, hvor Doktoren boede, og den næste Morgen stod op, var han saa rask, at han sagde til sig selv: „Jeg kunde dog aldrig være bleven rask til nogen ubeleiligere Tid end nu, da jeg skal tale med Doktoren. Naar det dog bare susede mig lidt for Ørerne, eller jeg havde en Smule Kvalme!“ Da han nu kom til Doktoren, tog denne ham ved Haanden og sagde til ham: „Fortæl mig da nu fra først til sidst, hvorledes I har det, og hvad der egentlig feiler eder.“ Men Patienten svarede: „Herr Doktor, jeg feiler, Gud værelovet, 210intet, og dersom I er saa sund og rask som jeg, skal det fornøie mig.“ Da sagde Doktoren: „Det har en god Aand givet eder ind, at I har fulgt mit Raad. Lindormen er nu fordreven; men I har endnu Eg af den i Maven; derfor maa I igjen gaa hjem tilfods, og hjemme maa I flittigen sage Ved, naar ingen ser det, og ikke spise mere, end I har Appetit til, at Eggene ikke skal blive til Unger. Naar I gjør det, kan I endnu blive en gammel Mand,“ lagde han smilende til. Men den rige Kjøbmand sagde: „Herr Doktor! I er en snu Fyr, og jeg forstaar jer nok.“ Og han fulgte siden bestandig hans Raad, levede i 87 Aar, 4 Maaneder og 10 Dage og var saa frisk som en Fisk; og hvert Nytaar sendte han Lægen 100 Daler til Foræring og lod ham hilse og sige, at Lindormens Eg var endnu ikke komne videre.