Rige Folk har med alle sine Rigdomme dog ogsaa mange Ulykker og Sygdomme, som den fattige Mand ikke kjender noget til; thi der gives Sygdomme, som ikke kommer af Luften, men af de fulde Fade og blinkende Glas, 208af de bløde Lænestole og Silke-Sengen, som en vis grundrig Kjøbmand kan fortælle en Historie om. Den hele Formiddag sad han i en Lænestol og røgte Tobak eller laa i det aabne Vindu og talte Tagstenene paa Husene; men til Middag spiste han dog for to, og Naboerne sagde ofte: „Blæser det ude, eller er det Naboen, der puster?“ Hele Eftermiddagen spiste og drak han igjen, snart noget koldt, snart noget varmt, uden at være sulten eller have Appetit, bare fordi han kjedede sig saa gruelig; indtil den sildige Aften holdt han paa at spise, saa at man aldrig rigtig kunde sige, hvor hans Middag endte, eller hans Aftensmaaltid begyndte. Naar han nu havde spist til Aften, lagde han sig tilsengs og var saa træt, som om han hele Dagen igjennem havde langet Sten eller kløvet Ved. Deraf blev han da tilsidst saa tyk som en Humlesæk og kunde neppe røre sig af Stedet. Mad og Søvn vilde ikke længere smage ham, og han var i lang Tid, som det ofte gaar, hverken rigtig frisk eller syg; men hvis man skulde tro ham selv, saa havde han 365 Sygdomme, nemlig en ny for hver Dag. Alle de Læger, der var i Byen, spurgte han tilraads. Han slugte hele Spande, fulde af Mixtur, hele Skuffer, fulde af Pulver, og Piller saa store som Ande-Eg, saa at man tilsidst for Spøg ikke kaldte ham andet end det tobenede Apothek. Men al den Doktorering hjalp til intet; thi han gjorde ikke, hvad Lægerne ellers befalede ham, men sagde altid: „Hvorfor er jeg da en rig Mand, naar jeg skal leve som en Hund, og Doktoren ikke kan gjøre mig rask for alle mine Penge?“

Endelig hørte han tale om en Læge, der boede femti Mil borte, og som var saadan Hexemester, at de syge blev raske, naar han bare saa rigtig paa dem, og Døden gik af Veien for ham, hvor han lod sig se. Til denne Mand fattede han Tillid og skrev et Brev til ham, hvori han fortalte ham om sin Tilstand. Doktoren merkede strax, hvad det var, der fattedes ham, nemlig ikke Medicin, men Maadehold og Bevægelse, og han sagde til sig selv: „Ha, ha, god Karl! dig skal jeg snart kurere!“ Derfor skrev han et Brev tilbage af følgende Indhold: „Min gode Ven! det er en slem Historie med jer. Dog skal jeg nok 209hjelpe jer, naar I vil følge mit Raad. Sagen er den, at I har et fælt Dyr i Maven, en Lindorm med syv Munde. Med denne Lindorm maa jeg selv tale, og I maa derfor komme til mig. Men for det første maa I ikke kjøre eller ride, men reise med Apostlenes Heste; thi ellers ryster Lindormen, og han bider Indvoldene i Stykker paa eder, syv Tarme paa en Gang midt over. For det andet maa I ikke spise mere end tre Gange om Dagen, lidt grønt om Middagen med en Smule Pølse til og om Aftenen et blødkogt Æg, og om Morgenen lidt Kjødsuppe med Løg i. Alt, hvad I spiser mere, det faar ikke I godt af, men Lindormen, som derved bliver større og større, saa at det bliver Snedkeren og ikke Skrædderen, der da kommer til at tage Maal af jer. Dette er mit Raad, og dersom I ikke følger det, saa faar I aldrig høre Gjøgen gale mere. Nu kan I gjøre, hvad I vil.“

Da Patienten hørte dette, lod han strax den følgende Morgen sine Støvler pudse og begav sig paa Veien, som Doktoren havde befalet ham. Den første Dag gik det saa langsomt, at en Snegl magelig kunde have været hans Forrider; naar nogen hilste ham, takkede han ikke derfor, og hvor der krøb en Orm paa Veien, gik han ikke tilside for den, men traadte den ihjel. Men allerede den anden og tredje Morgen forekom det ham, som om Fuglene aldrig havde sunget saa vakkert, og Duggen var saa frisk og Kornblomsterne saa blaa, og alle Folk, som mødte ham, saa saa venlige ud, og han ogsaa; og hver Morgen, naar han begav sig paa Veien fra det Vertshus, hvor han havde overnattet, blev det smukkere og smukkere; og da han den fjortende Dag kom til den By, hvor Doktoren boede, og den næste Morgen stod op, var han saa rask, at han sagde til sig selv: „Jeg kunde dog aldrig være bleven rask til nogen ubeleiligere Tid end nu, da jeg skal tale med Doktoren. Naar det dog bare susede mig lidt for Ørerne, eller jeg havde en Smule Kvalme!“ Da han nu kom til Doktoren, tog denne ham ved Haanden og sagde til ham: „Fortæl mig da nu fra først til sidst, hvorledes I har det, og hvad der egentlig feiler eder.“ Men Patienten svarede: „Herr Doktor, jeg feiler, Gud værelovet, 210intet, og dersom I er saa sund og rask som jeg, skal det fornøie mig.“ Da sagde Doktoren: „Det har en god Aand givet eder ind, at I har fulgt mit Raad. Lindormen er nu fordreven; men I har endnu Eg af den i Maven; derfor maa I igjen gaa hjem tilfods, og hjemme maa I flittigen sage Ved, naar ingen ser det, og ikke spise mere, end I har Appetit til, at Eggene ikke skal blive til Unger. Naar I gjør det, kan I endnu blive en gammel Mand,“ lagde han smilende til. Men den rige Kjøbmand sagde: „Herr Doktor! I er en snu Fyr, og jeg forstaar jer nok.“ Og han fulgte siden bestandig hans Raad, levede i 87 Aar, 4 Maaneder og 10 Dage og var saa frisk som en Fisk; og hvert Nytaar sendte han Lægen 100 Daler til Foræring og lod ham hilse og sige, at Lindormens Eg var endnu ikke komne videre.

Rike folk har med alle sine Rigdomme dog også mange ulykker og sykdommer, som den fattige mann ikke kjenner noe til; thi der gives sykdommer, som ikke kommer av luften, men av de fulle Fade og blinkende Glas, 208av de bløte lenestoler og silke-sengen, som en viss grunnrik kjøpmann kan fortelle en historie om. Den hele formiddag satt han i en lenestol og røgte tobakk eller lå i det åpne vindu og talte Tagstenene på husene; men til middag spiste han dog for to, og naboene sa ofte: „Bleser det ute, eller er det naboen, der puster?“ Hele ettermiddagen spiste og drakk han igjen, snart noe kaldt, snart noe varmt, uten å være sulten eller have appetitt, bare fordi han kjedet seg så gruelig; inntil den sildige aften holdt han på å spise, så at man aldri riktig kunne si, hvor hans middag endte, eller hans aftensmåltid begynte. Når han nå hadde spist til aften, la han seg til sengs og var så trett, som om han hele dagen igjennom hadde langet Sten eller kløvet Ved. Derav ble han da til sist så tykk som en Humlesæk og kunne neppe røre seg av stedet. Mat og søvn ville ikke lenger smake ham, og han var i lang tid, som det ofte går, hverken riktig frisk eller syk; men hvis man skulle tro ham selv, så hadde han 365 sykdommer, nemlig en ny for hver dag. Alle de leger, der var i byen, spurte han tilraads. Han slukte hele spann, fulle av mikstur, hele skuffer, fulle av pulver, og piller så store som ande-Eg, så at man til sist for spøk ikke kalte ham annet enn det tobenede apotek. Men all den Doktorering hjalp til intet; thi han gjorde ikke, hva legene ellers befalte ham, men sa alltid: „Hvorfor er jeg da en rik mann, når jeg skal leve som en hund, og doktoren ikke kan gjøre meg rask for alle mine penger?“

Endelig hørte han tale om en lege, der bodde femti mil borte, og som var sådan heksemester, at de syke ble raske, når han bare så riktig på dem, og døden gikk av Veien for ham, hvor han lot seg se. Til denne mann fattet han tillit og skrev et brev til ham, hvori han fortalte ham om sin tilstand. Doktoren merket straks, hva det var, der fattedes ham, nemlig ikke medisin, men måtehold og bevegelse, og han sa til seg selv: „Ha, ha, god Karl! deg skal jeg snart kurere!“ Derfor skrev han et brev tilbake av følgende innhold: „Min gode venn! det er en slem historie med jer. Dog skal jeg nok 209hjelpe jer, når dere vil følge mitt råd. Sagen er den, at dere har et fælt dyr i maven, en Lindorm med syv Munde. Med denne Lindorm må jeg selv tale, og dere må derfor komme til meg. Men for det første må dere ikke kjøre eller ride, men reise med Apostlenes hester; thi ellers ryster Lindormen, og han biter innvollene i stykker på dere, syv tarmer på en gang midt over. For det andre må dere ikke spise mer enn tre ganger om dagen, litt grønt om middagen med en smule pølse til og om Aftenen et bløtkokt egg, og om morgenen litt kjøttsuppe med løk i. Alt, hva dere spiser mer, det får ikke dere godt av, men Lindormen, som derved blir større og større, så at det blir snekkeren og ikke skredderen, der da kommer til å ta mål av jer. Dette er mitt råd, og dersom dere ikke følger det, så får dere aldri høre gjøken gale mer. Nå kan dere gjøre, hva dere vil.“

Da pasienten hørte dette, lot han straks den følgende morgen sine støvler pusse og begav seg på Veien, som doktoren hadde befalt ham. Den første dag gikk det så langsomt, at en snegl makelig kunne ha vært hans Forrider; når noen hilste ham, takket han ikke derfor, og hvor der krøp en Orm på Veien, gikk han ikke tilside for den, men trådte den ihjel. Men allerede den annen og tredje morgen forekom det ham, som om fuglene aldri hadde sunget så vakkert, og duggen var så frisk og kornblomstene så blå, og alle folk, som møtte ham, så så vennlige ut, og han også; og hver morgen, når han begav seg på Veien fra det vertshus, hvor han hadde overnattet, ble det smukkere og smukkere; og da han den fjortende Dag kom til den by, hvor doktoren bodde, og den neste morgen stod opp, var han så rask, at han sa til seg selv: „Jeg kunne dog aldri være blitt rask til noen ubeleiligere tid enn nå, da jeg skal tale med doktoren. Når det dog bare suste meg litt for ørene, eller jeg hadde en smule kvalme!“ Da han nå kom til doktoren, tok denne ham ved hånden og sa til ham: „Fortell meg da nå fra først til sist, hvorledes dere har det, og hva der egentlig feiler dere.“ Men pasienten svarte: „Herr Doktor, jeg feiler, Gud være 210lovet, intet, og dersom dere er så sund og rask som jeg, skal det fornøye meg.“ Da sa doktoren: „Det har en god ånd gitt dere inn, at dere har fulgt mitt råd. Lindormen er nå fordrevet; men dere har ennå Eg av den i maven; derfor må dere igjen gå hjem tilfods, og hjemme må dere flittig sage Ved, når ingen ser det, og ikke spise mer, enn dere har appetitt til, at eggene ikke skal bli til unger. Når dere gjør det, kan dere ennå bli en gammel mann,“ la han smilende til. Men den rike kjøpmann sa: „Herr Doktor! Dere er en snu fyr, og jeg forstår jer nok.“ Og han fulgte siden bestandig hans råd, levde i 87 år, 4 måneder og 10 dager og var så frisk som en fisk; og hvert nyttår sendte han legen 100 daler til Foræring og lot ham hilse og si, at Lindormens Eg var ennå ikke kommet videre.