I Tyrkiet, hvor det undertiden gaar lidt underlig til, jog en rig og fornem Mand en fattig, der bad ham om en Almisse, fra sig med Hug og Slag, og da han ikke længere kunde naa ham, kastede han endnu en Sten efter ham. De, som saa det, harmede sig derover; men ingen kunde begribe, hvorfor den fattige Mand tog Stenen op og uden at sige et Ord puttede den i Lommen, og ingen tænkte paa, at han fra nu af bestandig bar den hos sig. Men det gjorde han. Efter Aar og Dags Forløb havde den rige Mand en Ulykke; han gjorde sig nemlig skyldig i en Skurkestreg og blev derfor ikke blot berøvet sin Formue men maatte efter Landets Skik og Brug til Spot og Skam ride hele Byen igjennem, siddende baglængs paa et Æsel. Paa Spot og Skam manglede det ikke, og Manden med Stenen i Lommen stod ogsaa blandt Tilskuerne og gjenkjendte pludselig sin Fornærmer. Da farer han hastig med Haanden i Lommen; han griber efter Stenen; han løfter den allerede i Veiret for igjen at kaste den efter sin Fornærmer; men pludselig, som advaret af en god Aand, lader han den falde og gaar bort, idet han sagde til sig selv: „At hevne mig paa min Fiende, saalænge han var rig og lykkelig, vilde have været daarligt og farligt; at gjøre det nu, da han er ulykkelig, vilde være umenneskeligt og skjendigt.“

I Tyrkiet, hvor det undertiden går litt underlig til, jog en rik og fornem mann en fattig, der bad ham om en almisse, fra seg med Hug og slag, og da han ikke lenger kunne nå ham, kastet han ennå en Sten etter ham. De, som så det, harmet seg derover; men ingen kunne begripe, hvorfor den fattige mann tok steinen opp og uten å si et ord puttet den i lommen, og ingen tenkte på, at han fra nå av bestandig bar den hos seg. Men det gjorde han. Etter år og Dags Forløb hadde den rike mann en ulykke; han gjorde seg nemlig skyldig i en skurkestrek og ble derfor ikke blot berøvet sin formue men måtte etter Landets skikk og Bruk til Spot og skam ride hele byen igjennom, sittende baklengs på et esel. På Spot og skam manglet det ikke, og mannen med steinen i lommen stod også blant tilskuerne og gjenkjente plutselig sin Fornærmer. Da farer han hastig med hånden i lommen; han griper etter steinen; han løfter den allerede i været for igjen å kaste den etter sin Fornærmer; men plutselig, som advart av en god ånd, lader han den falle og går bort, idet han sa til seg selv: „Å hevne meg på min fiende, så lenge han var rik og lykkelig, ville ha vært dårlig og farlig; å gjøre det nå, da han er ulykkelig, ville være umenneskelig og skjendig.“