Læreplanatlas
Anden DelFørste Afdeling.

92. Broder og Søster.

Eft. G. Christens

149

„Hans, hvor er du? Kom dog, Hans!“ kunde man høre en liden Pige raabe, som netop var saa høi, at hun med sine store, blaa Øine kunde se over Bordet, uden at hun behøvede at staa paa Tærne; hun havde gule Lokker, der fra Hovedet søgte at sno sig saa langt ned, at de kunde naa hendes Skuldre, Kinder som to udsprungne røde Roser, 150og saa en Kløft i Hagen, hvori hun netop kunde lægge en Fingerspids, naar hun tænkte, og det gjorde hun nu.

Hun stod i den aabne Havedør og tænkte paa, hvor hendes Broder Hans dog kunde være; Gaard og Have havde hun gjennemstreifet og raabt og kaldt uden at finde ham, og det var meget vigtigt, at han kom, før Klokken var to; thi da skulde der spises til Middag, og deres Fader havde saa ofte sagt til Hans: „Naar du ikke er her til bestemt Spisetid, saa faar du med mig at bestille.“ Flere Gange havde han allerede prøvet, hvad det var at faa med Fader at bestille; det havde hver Gang gjort hans lille Søster Marie ondt, og derfor maatte hun nu endelig finde ham og faa ham hjem med sig. Hun stod altsaa i Havedøren, som vendte ud til en Alle, og Alleen førte ned til Havnen med alle dens Skibe. „Er han ikke der,“ tænkte hun, „saa ved jeg ikke mer, hvor jeg skal søge ham; men der maa han vist være, jeg maa dog se.“ Med flagrende Lokker og blussende Kinder løb hun nu ned ad Alleen, og ganske rigtigt, ved Havnen finder hun Broder Hans, der har glemt alt: Spisetid, Forbud, Straf, for at se, hvad der var at se.

Der var nok Ting, som kunde friste en Gut til at staa stille og glemme at gaa hjem. Der laa alle de store, stolte Skibe, Mast ved Mast; Bølgerne gled omkring dem saa fredelig og stille, gjorde sig saa smaa, som de kunde, og hviskede med sin venligste Stemme blot for at faa Skibene til at vove sig ud paa det vilde Hav; kom de først der, saa skulde Piben faa en anden Lyd, saa skulde de blive tumlede saaledes, at de ikke glemte det saa snart. Men Skibene lod sig ikke saa let lokke, de laa ganske ubevægelige, og det var tydeligt, at de tænkte: „Snak I kun! naar vi kommer, saa kommer vi.“ En Mængde smaa Baade roede ind imellem og forbi Skibene; de følte sig saa smaa mellem alle de store Skibe, der med sine Reb og Tauge, Master og Seil, Flag og Vimpler, Gallionsfigurer og Kahytsvinduer saa saa fornemt ned til dem. Til Gjengjeld kunde de jo føle sig store, naar Gutterne kom med sine Skibe, der snart bare var ligesaa mange Træsko med en Pinde til Mast, men snart ogsaa nydelige smaa Skibe, udstyrede som de store, men kun til Brug for Dukker, Tinsoldater og saadanne 151Smaating at seile i. De muntre Søfolk arbeidede, sang, lossede, ladede, der var et Liv og en Virksomhed, som Hans var inde i med sin hele Sjæl, indtil Marie rev ham ud deraf ved at trække ham i Armen og sige: „Kom dog, kom, Klokken er to, Maden er paa Bordet, Fader vænter!“

Nu fik Hans Fødder at løbe paa, Marie kunde næsten ikke følge ham, hendes Ben var kortere, og hendes lange Lokker kunde nok flyve selv, men hjelpe hende afsted, det kunde de ikke; forsilde kom de da ogsaa begge to. Deres Fader var ved Bordet og saa meget alvorlig ud. Vel var han en god Mand; men Orden maa der være i Alting, og Hans maatte have sin Straf, række Hænderne ud, først den ene, saa den anden, i Fladen skulde han have fire, sterke Slag af sin Faders Haand; det var ikke videre behageligt, for der blev ingen Fingre lagte imellem, og Faderens vrede Ansigt gjorde Slagene dobbelt slemme. Marie vidste ogsaa, at det gjorde ondt, naar Fader slog, derfor stod hun med Taarer i Øinene henne i en Krog, foldede sine Hænder og saa saa bønlig hen til ham; Øinene sagde, hvad Munden ikke turde sige: „Slaa ikke!“ — „Vil du tage de to Slag for din Broder?“ spurgte hendes Fader, da han saa det medlidende Ansigt. Halv bange og halv lykkelig rakte Marie strax sin lille Haand frem; den fik den halve Straf, to Slag. De andre to fik Hans, og de var nok haardere, de; dog gjorde de ham ikke nær saa ondt som de to, Marie fik; for hans egne gjorde ham kun ondt i Haanden, men hendes gjorde ham ondt i Hjertet, og det er meget værre.

Et godt Hjerte glemmer ikke saa snart, og Hans glemte aldrig, at Marie havde delt Straffen med ham, selv efterat han havde lært, at to Slag i den flade Haand endda ikke hører til de værste Ting i Verden; han glemte aldrig, at hans første Tanke dengang var den, at hvad Sorg han havde voldt Marie i den ene Time, det vilde han gjøre hende Glæde for hendes hele Levetid.

Og det har ogsaa alle sagt, at de aldrig har kjendt to Søskende, der holdt saameget af hinanden som Hans og Marie.