„Mine kjære Børn!“ sagde en fattig Enke en Morgen til sine fem smaa Børn, „jeg kan denne Morgen ikke give eder noget at spise. Jeg har ikke et Stykke Brød, ikke en Smule Mel i Huset. Bed dog den gode Gud, at han vil hjelpe os; thi han er rig nok for alle dem, som paakalder ham, og han har jo selv sagt: „Kald paa mig paa Nødens Dag, jeg vil udfri dig!“
Den lille Kristian, som neppe var syv Aar gammel, gav sig da fastende og meget bedrøvet paa Veien til Skolen. Da han kom forbi Kirken, stod Døren aaben. Han gik ind, faldt paa sine Knæ, og da han ikke saa et Menneske i Kirken, bad han høit saaledes: „Kjære himmelske Fader! Vi har ikke mere at spise. Vor snille Moder har hverken Brød eller Mel mere. Giv os dog noget at spise, forat vi ikke skal dø af Sult. Ak ja, hjelp os! Du er jo rig nok dertil. Du kan jo hjelpe os, og du vil ogsaa hjelpe os, det har du lovet. Saa opfyld da nu dit Løfte!“
147Saaledes bad Kristian paa sin barnlige Maade og gik saa paa Skolen. Men da han kom hjem, saa han paa Bordet et stort Brød, et Fad, fuldt af Mel, og en Kurv, fuld af Poteter. „Naa, Gudskelov!“ raabte han glad, „Gud har hørt min Bøn. Moder! er en Engel kommen ned fra Himmelen med alt dette?“
„Nei,“ sagde hans Moder; „men Gud har alligevel hørt din Bøn. Da du bad i Kirken, kom den venlige Frue, som saa tidt gaar her forbi, ogsaa derind. Du kunde ikke se hende; men hun saa dig og hørte din Bøn, og nu sender hun os alt dette. Hun er den Engel, som Gud sendte for at hjelpe os i vor Nød. Lad os derfor alle takke Gud, være glade og kaste al vor Sorg paa ham, som har Omsorg for os!“