Der var engang en fattig Vedhugger, der levede med sin Kone og sine to Børn i en usel Hytte i Skoven. Børnene hed Hans og Grete, og da de begyndte at voxe til, saa manglede de stakkels Folk altid mere og mere Brød. Desuden blev Tiderne værre og Føden dyrere, det gav begge Forældrene mange Sorger. Da de en Aften, efterat Børnene havde lagt sig, sad og snakkede sammen, sukkede Manden og sagde: „Ak, Kone, hvordan skal vi dog komme ud af det med Børnene, nu da Vinteren staar for Døren, og vi ikke engang har noget til os selv!“ Da svarede Moderen: „Jeg ved intet andet Raad, end at du jo før jo hellere fører dem ud i Skoven, giver enhver af dem et lidet Stykke Brød, tænder en Ild for dem og gaar saa bort fra dem.“
„Men, kjære Kone, hvordan skal jeg da kunne gjøre det med mine egne Børn?“ spurgte Vedhuggeren bekymret. „Nu vel, saa lad det være,“ raabte Konen i Vrede; „saa kan du lade gjøre en Ligkiste for os alle fire og lade Børnene dø af Sult!“
De to Børn, som Sulten endnu holdt vaagne i deres smaa Senge af Mos, hørte paa, hvad Moderen og Faderen talte med hinanden, og den lille Søster begyndte at græde; men Hans trøstede hende og sagde: „Græd ikke, min lille Søster, jeg skal nok hjelpe dig;“ han væntede, indtil de gamle sov, smuttede saa ud af Hytten, søgte efter hvide Smaastene i det deilige Maaneskin, skjulte dem godt, og han og Søsteren faldt derpaa snart i Søvn.
Om Morgenen gik det nu, som Forældrene havde aftalt. Moderen gav hver af Børnene et Stykke Brød og sagde: „Det er alt, hvad I faar idag; hold nu godt Hus med det.“ Grete bar Brødet, Hans bar hemmelig sine Smaasten, Faderen havde sin Vedøx paa Armen, Moderen lukkede Huset til og fulgte efter med en Vandkrukke. Hans, som gik bagved Moderen, saa, at han var den sidste paa Veien, kigede ofte tilbage efter Hytten, og da han ikke saa den mere, lod han strax en hvid Sten falde og efter et Par Skridt igjen en og saadan bestandig.
95Nu var de alle midt inde i den store Skov, og der tændte Faderen en Ild, og Moderen sagde til Børnene: „I er vel trætte; læg eder her ved Ilden og sov, medens vi hugger Ved, siden kommer vi igjen og henter eder.“
Børnene slumrede saa en Smule, og da de vaagnede, stod Solen høit paa Himmelen. Hans og Grete var nu sultne og fortærede sit Stykke Brød. Hvem, der ikke kom, det var Forældrene. Og sidenefter sov Børnene atter ind, til det blev mørkt; de var endnu ganske alene, og Grete begyndte at græde og blive bange. Men Hans trøstede hende og sagde: „Vær ikke bange, Søster, den kjære Gud er jo hos os, og snart staar Maanen op, saa gaar vi hjem.“
Og virkelig stod Maanen snart op i sin fulde Glans og lyste for Børnene paa Hjemveien og glimrede paa de sølvhvide Kiselstene. Hans tog Grete ved Haanden, og saaledes vandrede Børnene afsted med hinanden uden Frygt og uden Uheld, og da det gryede ad Dag, saa kunde de skimte Faderens Hytte gjennem Buskene; de kom til Skovhytten og bankede paa. Da Moderen aabnede Døren, blev hun ordentlig bange ved at se Børnene og vidste ikke, om hun skulde skjende eller glæde sig; men Faderen glædede sig, og saa blev de to Børn igjen lukkede ind i Huset.
Men det varede ikke synderlig længe, saa blev der stor Nød igjen, og Forældrene besluttede igjen at føre Børnene ud i Skoven og at lade dem blive der alene og overgive dem til Himmelens Omsorg. Atter hørte Børnene paa den sørgelige Samtale, og den kloge Hans stod op fra sin Seng og vilde igjen ud for at lede efter blanke Stene; men da var Husets Dør fast tillukket; thi Moderen havde merket det og derfor lukket Døren. Dog trøstede Hans atter den grædende Søster og sagde: „Græd ikke, kjære Grete, den gode Gud vil nok hjelpe os.“
Tidlig næste Morgen maatte alle staa op og igjen gaa ud i Skoven, og saa fik Børnene igjen et Stykke Brød, men endnu mindre end før, og Veien gik endnu dybere ind i Skoven; men Hans smuldrede hemmelig sit Brød i Lommen og strøede Smuler paa Veien istedenfor Sten og 96tænkte saa, at han nok ved Hjelp af disse vilde kunne finde hjem igjen. Og nu gik det som forrige Gang; en stor Ild blev tændt, og Børnene maatte igjen til at sove, og da de vaagnede, var de alene, og Forældrene kom slet ikke igjen. Og det blev Middag, og Grete delte sit Stykke Brød med Hans, fordi han havde strøet sit paa Veien i Smuler; saa sov de atter ind og vaagnede først om Aftenen, ensomme og forladte. Grete græd; men Hans var trøstig og mente, han skulde nok finde Vei ved Hjelp af Brødsmulerne; han væntede, til Maanen var staaet op, tog saa Grete ved Haanden og sagde til hende: „Kom, Søster, nu gaar vi hjem.“
Men da Hans søgte efter Brødsmulerne, var der slet ingen mere at se, for de smaa Fugle havde taget dem alle, allesammen. Og saa vandrede Børnene den hele Nat igjennem Skoven, men mistede snart Veien, blev vildfarende og var meget bedrøvede. Endelig sov de ind paa den bløde Mos og vaagnede sultne op, da det gryede ad Dag, for de havde ikke en Bid Brød mere og maatte stille sin Sult og Tørst med de deilige Skovbær, som stod hist og her. Og medens de saadan vankede om i Skoven uden at kunne finde Vei eller Sti, se, da kom der en snehvid, liden Fugl flyvende og blev ved at flyve foran dem, som om den vilde vise Børnene Vei, og de fulgte glade efter Fuglen. Paa en Gang saa de et lidet Hus, paa hvis Tag Fuglen satte sig; den spiste af Taget, og da Børnene kom helt derhen, var de ude af sig selv af Glæde og Forundring; for hele Huset var af Brød, Taget var tækket med Pandekager, og Vinduerne var af gjennemsigtigt Kandissukker. Det kunde Børnene like, de spiste af Taget og af en itubrukken Vinduesrude. Da hørte de pludselig en Stemme indenfra, som raabte:
„Smag, smag, smag!Hvem smager paa mit Tag?“
Og Børnene svarede:
„Det er Blæsten, det er Blæsten,Fra Østen og Vesten!“
og spiste rolig videre, for de var meget sultne, og det smagte dem ganske fortræffelig.
97Da gik Husets Dør op, og ud traadte der en ældgammel, krogrygget Kone med rindende Øine og frygtelig styg. Ansigt og Pande var fulde af Rynker, og midt i sad der en stor, stor Næse. Hendes Øine var ligesaa grønne som Græs. Børnene blev ikke lidet bange, da de saa hende; men den gamle var saa venlig og sagde: „Nu, I kjære Smaabørn, kom dog ind i mit Hus, kom dog indenfor! Der skal I faa endnu bedre Kager!“
Børnene gik gjerne med den gamle, og da de var komne indenfor, saa vartede hun dem ogsaa op, saa det var en Lyst. Der gaves alt, hvad Hjertet kunde forlange: Kavringer og Chokolade, Sukker og Melk, Æbler og Nødder og de deiligste Kager. Og medens Børnene blev ved at spise og var vel tilmode, redte den gamle to Smaasenge med bløde Puder og snehvide Lagener; saa bragte hun Børnene tilsengs; de troede at være i Himmelen, bad fromt sin Aftenbøn og sov snart efter ind.
Men denne gamle var en ond og slem Hex, der spiste de Børn, som hun lokkede til sig ved sit Brød- og Kagehus, naar hun først havde fodret dem rigtig fede.
Dette vilde hun nu ogsaa gjøre med Hans og Grete. Ganske tidlig stod den gamle alt foran Sengene, hvor Børnene endnu sov saa sødt, og glædede sig over sin Fangst; hun rev Hans ud af Sengen og bar ham hen til det tilgitrede Gaasehus og bandt ham for Munden, forat han ikke skulde skrige. Saa vakte hun den stakkels Grete med Heftighed og raabte til hende med raa Stemme: „Staa op, dovne Tøs! Din Broder er puttet ind i Gaasehuset, nu maa vi koge god Mad til ham, forat han kan blive rigtig fed og blive en god Steg for mig.“
Grete var nær ved at dø af Skræk, skreg og bad; men det hjalp intet, hun maatte adlyde og staa op og hjelpe med at koge Mad, men fik dog Lov til selv at bære den hen til Gaasehuset og græde med sin indesperrede Broder. Hun selv havde det slet ikke godt hos Hexen. Saadan gik det en Tidlang, imedens den gamle ofte listede sig hen til Gaasehuset og befalede Hans at stikke en Finger ud imellem Jernsprinklerne, forat hun kunde føle, om han blev fed. Men Hans rakte hende altid et lidet tørt Ben, og hun 98undrede sig over, at Gutten vedblev at være saa mager trods den gode Mad. Endelig var hun kjed deraf og sagde til Grete: „Kort og godt, idag skal han steges,“ og gjorde et mægtigt Baal i Bagerovnen, der stod ved Siden af Huset; og saa skjød hun nogle Brød ind, forat hun kunde have ferskt Brød til Stegen. Grete vidste ikke sin arme Raad, og endelig bød den gamle Hex hende at sætte sig paa Ovnbrettet og kige ind i Bagerovnen; den gamle sagde, hun vilde bare skyve hende ind i Ovnen, forat Grete kunde se, om Brødene var brune; men egentlig vilde hun med det samme stege den stakkels lille Pige derinde.
Men da kom den lille snehvide Fugl flyvende og sang: „Vogt dig, vogt dig, se dig for!“ Og saa fik Grete Øinene op, saa hun skjønte, hvad den gamle vilde, og sagde: „Vis mig først, hvorledes jeg skal bære mig ad, saa skal jeg nok gjøre det.“ Strax satte den gamle sig paa Ovnbrettet, og Grete tog fat i Skaftet og skjød hende saalangt ind i Bagerovnen, som Skaftet var langt, og saa klip, klap, slog hun Jerndøren til for Ovnen, skjød Slaaen for, og da Ovnen var frygtelig hed, maatte den gamle Hex stege og brase derinde og ynkelig omkomme til Løn for sine onde Gjerninger. Men Grete løb ud til Hans, lukkede ham ud af Gaasehuset, og da han kom ud, faldt han sin lille trofaste Søster om Halsen, kyssede hende, og de græd af Glæde og takkede Gud.
Og derpaa kom den hvide Fugl igjen, og mange andre Skovfugle ogsaa; de fløi op paa Husets Kagetag, hvor der var et lidet Rede, og deraf tog enhver Fugl en broget Sten eller en Perle og bar dem hen til Børnene, og Grete holdt sit Forklæde op for at modtage alle de mange smaa Stene. Den snehvide Fugl sang:
„Ædelsten og Perler graaFor alle de mange Smuler smaa!“
Nu merkede Børnene, at Fuglene var taknemmelige, fordi Hans havde strøet Brødsmuler paa Veien, og saa fløi den hvide Fugl igjen foran dem for at vise dem Vei ud af Skoven. Snart kom de til et stort Vand, og der stod de raadvilde og kunde ikke komme videre. Men pludselig 99kom der en stor deilig Svane svømmende; til den raabte Børnene: „Svane, Svane kjære, vor lille Baad du være!“ Og Svanen bøiede sit Hoved og svømmede hen til Strandbredden og bar Børnene, den ene efter den anden, over til den anden Side. Men den lille hvide Fugl var allerede fløien derover og fløi nu bestandig foran Børnene, til de endelig kom ud af Skoven og atter til Forældrenes lille Hytte.
Den gamle Vedhugger og hans Kone sad sørgmodige og stille i den lille Stue og havde stor Sorg for Børnene, ja angrede mange tusende Gange paa, at de havde sendt dem bort, og sukkede: „Ak, naar dog Hans og Grete bare en eneste Gang vilde komme igjen, saa skulde vi aldrig mere lade dem blive ene i Skoven!“ — da gik Døren op, uden at der først var banket paa, og Hans og Grete traadte ind! Naa, det var en Glæde! Og da nu endelig først de kostbare Perler og Ædelstene, som Børnene bragte med, kom for en Dag, saa blev der Glæde baade høit og lavt, og al Nød og Sorg var fra nu af forbi.