94

Der var engang en fattig Vedhugger, der levede med sin Kone og sine to Børn i en usel Hytte i Skoven. Børnene hed Hans og Grete, og da de begyndte at voxe til, saa manglede de stakkels Folk altid mere og mere Brød. Desuden blev Tiderne værre og Føden dyrere, det gav begge Forældrene mange Sorger. Da de en Aften, efterat Børnene havde lagt sig, sad og snakkede sammen, sukkede Manden og sagde: „Ak, Kone, hvordan skal vi dog komme ud af det med Børnene, nu da Vinteren staar for Døren, og vi ikke engang har noget til os selv!“ Da svarede Moderen: „Jeg ved intet andet Raad, end at du jo før jo hellere fører dem ud i Skoven, giver enhver af dem et lidet Stykke Brød, tænder en Ild for dem og gaar saa bort fra dem.“

„Men, kjære Kone, hvordan skal jeg da kunne gjøre det med mine egne Børn?“ spurgte Vedhuggeren bekymret. „Nu vel, saa lad det være,“ raabte Konen i Vrede; „saa kan du lade gjøre en Ligkiste for os alle fire og lade Børnene dø af Sult!“

De to Børn, som Sulten endnu holdt vaagne i deres smaa Senge af Mos, hørte paa, hvad Moderen og Faderen talte med hinanden, og den lille Søster begyndte at græde; men Hans trøstede hende og sagde: „Græd ikke, min lille Søster, jeg skal nok hjelpe dig;“ han væntede, indtil de gamle sov, smuttede saa ud af Hytten, søgte efter hvide Smaastene i det deilige Maaneskin, skjulte dem godt, og han og Søsteren faldt derpaa snart i Søvn.

Om Morgenen gik det nu, som Forældrene havde aftalt. Moderen gav hver af Børnene et Stykke Brød og sagde: „Det er alt, hvad I faar idag; hold nu godt Hus med det.“ Grete bar Brødet, Hans bar hemmelig sine Smaasten, Faderen havde sin Vedøx paa Armen, Moderen lukkede Huset til og fulgte efter med en Vandkrukke. Hans, som gik bagved Moderen, saa, at han var den sidste paa Veien, kigede ofte tilbage efter Hytten, og da han ikke saa den mere, lod han strax en hvid Sten falde og efter et Par Skridt igjen en og saadan bestandig.

95Nu var de alle midt inde i den store Skov, og der tændte Faderen en Ild, og Moderen sagde til Børnene: „I er vel trætte; læg eder her ved Ilden og sov, medens vi hugger Ved, siden kommer vi igjen og henter eder.“

Børnene slumrede saa en Smule, og da de vaagnede, stod Solen høit paa Himmelen. Hans og Grete var nu sultne og fortærede sit Stykke Brød. Hvem, der ikke kom, det var Forældrene. Og sidenefter sov Børnene atter ind, til det blev mørkt; de var endnu ganske alene, og Grete begyndte at græde og blive bange. Men Hans trøstede hende og sagde: „Vær ikke bange, Søster, den kjære Gud er jo hos os, og snart staar Maanen op, saa gaar vi hjem.“

Og virkelig stod Maanen snart op i sin fulde Glans og lyste for Børnene paa Hjemveien og glimrede paa de sølvhvide Kiselstene. Hans tog Grete ved Haanden, og saaledes vandrede Børnene afsted med hinanden uden Frygt og uden Uheld, og da det gryede ad Dag, saa kunde de skimte Faderens Hytte gjennem Buskene; de kom til Skovhytten og bankede paa. Da Moderen aabnede Døren, blev hun ordentlig bange ved at se Børnene og vidste ikke, om hun skulde skjende eller glæde sig; men Faderen glædede sig, og saa blev de to Børn igjen lukkede ind i Huset.

Men det varede ikke synderlig længe, saa blev der stor Nød igjen, og Forældrene besluttede igjen at føre Børnene ud i Skoven og at lade dem blive der alene og overgive dem til Himmelens Omsorg. Atter hørte Børnene paa den sørgelige Samtale, og den kloge Hans stod op fra sin Seng og vilde igjen ud for at lede efter blanke Stene; men da var Husets Dør fast tillukket; thi Moderen havde merket det og derfor lukket Døren. Dog trøstede Hans atter den grædende Søster og sagde: „Græd ikke, kjære Grete, den gode Gud vil nok hjelpe os.“

Tidlig næste Morgen maatte alle staa op og igjen gaa ud i Skoven, og saa fik Børnene igjen et Stykke Brød, men endnu mindre end før, og Veien gik endnu dybere ind i Skoven; men Hans smuldrede hemmelig sit Brød i Lommen og strøede Smuler paa Veien istedenfor Sten og 96tænkte saa, at han nok ved Hjelp af disse vilde kunne finde hjem igjen. Og nu gik det som forrige Gang; en stor Ild blev tændt, og Børnene maatte igjen til at sove, og da de vaagnede, var de alene, og Forældrene kom slet ikke igjen. Og det blev Middag, og Grete delte sit Stykke Brød med Hans, fordi han havde strøet sit paa Veien i Smuler; saa sov de atter ind og vaagnede først om Aftenen, ensomme og forladte. Grete græd; men Hans var trøstig og mente, han skulde nok finde Vei ved Hjelp af Brødsmulerne; han væntede, til Maanen var staaet op, tog saa Grete ved Haanden og sagde til hende: „Kom, Søster, nu gaar vi hjem.“

Men da Hans søgte efter Brødsmulerne, var der slet ingen mere at se, for de smaa Fugle havde taget dem alle, allesammen. Og saa vandrede Børnene den hele Nat igjennem Skoven, men mistede snart Veien, blev vildfarende og var meget bedrøvede. Endelig sov de ind paa den bløde Mos og vaagnede sultne op, da det gryede ad Dag, for de havde ikke en Bid Brød mere og maatte stille sin Sult og Tørst med de deilige Skovbær, som stod hist og her. Og medens de saadan vankede om i Skoven uden at kunne finde Vei eller Sti, se, da kom der en snehvid, liden Fugl flyvende og blev ved at flyve foran dem, som om den vilde vise Børnene Vei, og de fulgte glade efter Fuglen. Paa en Gang saa de et lidet Hus, paa hvis Tag Fuglen satte sig; den spiste af Taget, og da Børnene kom helt derhen, var de ude af sig selv af Glæde og Forundring; for hele Huset var af Brød, Taget var tækket med Pandekager, og Vinduerne var af gjennemsigtigt Kandissukker. Det kunde Børnene like, de spiste af Taget og af en itubrukken Vinduesrude. Da hørte de pludselig en Stemme indenfra, som raabte:

„Smag, smag, smag!Hvem smager paa mit Tag?“

Og Børnene svarede:

„Det er Blæsten, det er Blæsten,Fra Østen og Vesten!“

og spiste rolig videre, for de var meget sultne, og det smagte dem ganske fortræffelig.

97Da gik Husets Dør op, og ud traadte der en ældgammel, krogrygget Kone med rindende Øine og frygtelig styg. Ansigt og Pande var fulde af Rynker, og midt i sad der en stor, stor Næse. Hendes Øine var ligesaa grønne som Græs. Børnene blev ikke lidet bange, da de saa hende; men den gamle var saa venlig og sagde: „Nu, I kjære Smaabørn, kom dog ind i mit Hus, kom dog indenfor! Der skal I faa endnu bedre Kager!“

Børnene gik gjerne med den gamle, og da de var komne indenfor, saa vartede hun dem ogsaa op, saa det var en Lyst. Der gaves alt, hvad Hjertet kunde forlange: Kavringer og Chokolade, Sukker og Melk, Æbler og Nødder og de deiligste Kager. Og medens Børnene blev ved at spise og var vel tilmode, redte den gamle to Smaasenge med bløde Puder og snehvide Lagener; saa bragte hun Børnene tilsengs; de troede at være i Himmelen, bad fromt sin Aftenbøn og sov snart efter ind.

Men denne gamle var en ond og slem Hex, der spiste de Børn, som hun lokkede til sig ved sit Brød- og Kagehus, naar hun først havde fodret dem rigtig fede.

Dette vilde hun nu ogsaa gjøre med Hans og Grete. Ganske tidlig stod den gamle alt foran Sengene, hvor Børnene endnu sov saa sødt, og glædede sig over sin Fangst; hun rev Hans ud af Sengen og bar ham hen til det tilgitrede Gaasehus og bandt ham for Munden, forat han ikke skulde skrige. Saa vakte hun den stakkels Grete med Heftighed og raabte til hende med raa Stemme: „Staa op, dovne Tøs! Din Broder er puttet ind i Gaasehuset, nu maa vi koge god Mad til ham, forat han kan blive rigtig fed og blive en god Steg for mig.“

Grete var nær ved at dø af Skræk, skreg og bad; men det hjalp intet, hun maatte adlyde og staa op og hjelpe med at koge Mad, men fik dog Lov til selv at bære den hen til Gaasehuset og græde med sin indesperrede Broder. Hun selv havde det slet ikke godt hos Hexen. Saadan gik det en Tidlang, imedens den gamle ofte listede sig hen til Gaasehuset og befalede Hans at stikke en Finger ud imellem Jernsprinklerne, forat hun kunde føle, om han blev fed. Men Hans rakte hende altid et lidet tørt Ben, og hun 98undrede sig over, at Gutten vedblev at være saa mager trods den gode Mad. Endelig var hun kjed deraf og sagde til Grete: „Kort og godt, idag skal han steges,“ og gjorde et mægtigt Baal i Bagerovnen, der stod ved Siden af Huset; og saa skjød hun nogle Brød ind, forat hun kunde have ferskt Brød til Stegen. Grete vidste ikke sin arme Raad, og endelig bød den gamle Hex hende at sætte sig paa Ovnbrettet og kige ind i Bagerovnen; den gamle sagde, hun vilde bare skyve hende ind i Ovnen, forat Grete kunde se, om Brødene var brune; men egentlig vilde hun med det samme stege den stakkels lille Pige derinde.

Men da kom den lille snehvide Fugl flyvende og sang: „Vogt dig, vogt dig, se dig for!“ Og saa fik Grete Øinene op, saa hun skjønte, hvad den gamle vilde, og sagde: „Vis mig først, hvorledes jeg skal bære mig ad, saa skal jeg nok gjøre det.“ Strax satte den gamle sig paa Ovnbrettet, og Grete tog fat i Skaftet og skjød hende saalangt ind i Bagerovnen, som Skaftet var langt, og saa klip, klap, slog hun Jerndøren til for Ovnen, skjød Slaaen for, og da Ovnen var frygtelig hed, maatte den gamle Hex stege og brase derinde og ynkelig omkomme til Løn for sine onde Gjerninger. Men Grete løb ud til Hans, lukkede ham ud af Gaasehuset, og da han kom ud, faldt han sin lille trofaste Søster om Halsen, kyssede hende, og de græd af Glæde og takkede Gud.

Og derpaa kom den hvide Fugl igjen, og mange andre Skovfugle ogsaa; de fløi op paa Husets Kagetag, hvor der var et lidet Rede, og deraf tog enhver Fugl en broget Sten eller en Perle og bar dem hen til Børnene, og Grete holdt sit Forklæde op for at modtage alle de mange smaa Stene. Den snehvide Fugl sang:

„Ædelsten og Perler graaFor alle de mange Smuler smaa!“

Nu merkede Børnene, at Fuglene var taknemmelige, fordi Hans havde strøet Brødsmuler paa Veien, og saa fløi den hvide Fugl igjen foran dem for at vise dem Vei ud af Skoven. Snart kom de til et stort Vand, og der stod de raadvilde og kunde ikke komme videre. Men pludselig 99kom der en stor deilig Svane svømmende; til den raabte Børnene: „Svane, Svane kjære, vor lille Baad du være!“ Og Svanen bøiede sit Hoved og svømmede hen til Strandbredden og bar Børnene, den ene efter den anden, over til den anden Side. Men den lille hvide Fugl var allerede fløien derover og fløi nu bestandig foran Børnene, til de endelig kom ud af Skoven og atter til Forældrenes lille Hytte.

Den gamle Vedhugger og hans Kone sad sørgmodige og stille i den lille Stue og havde stor Sorg for Børnene, ja angrede mange tusende Gange paa, at de havde sendt dem bort, og sukkede: „Ak, naar dog Hans og Grete bare en eneste Gang vilde komme igjen, saa skulde vi aldrig mere lade dem blive ene i Skoven!“ — da gik Døren op, uden at der først var banket paa, og Hans og Grete traadte ind! Naa, det var en Glæde! Og da nu endelig først de kostbare Perler og Ædelstene, som Børnene bragte med, kom for en Dag, saa blev der Glæde baade høit og lavt, og al Nød og Sorg var fra nu af forbi.

94

Der var engang en fattig Vedhugger, der levde med sin kone og sine to barn i en usel hytte i skogen. Barna het Hans og Grete, og da de begynte å vokse til, så manglet de stakkels folk alltid mer og mer brød. Dessuten ble tidene verre og føden dyrere, det ga begge foreldrene mange sorger. Da de en aften, etter at barna hadde lagt seg, satt og snakkede sammen, sukket mannen og sa: „Ak, kone, hvordan skal vi dog komme ut av det med barna, nå da vinteren står for døren, og vi ikke engang har noe til oss selv!“ Da svarte moren: „Jeg vet intet annet råd, enn at du jo før jo hellere fører dem ut i skogen, giver enhver av dem et lite stykke brød, tenner en ild for dem og går så bort fra dem.“

„Men, kjære kone, hvordan skal jeg da kunne gjøre det med mine egne barn?“ spurte vedhuggeren bekymret. „Nå vel, så la det være,“ ropte konen i vrede; „så kan du lade gjøre en likkiste for oss alle fire og lade barna dø av sult!“

De to barn, som sulten ennå holdt våkne i deres små senger av Mos, hørte på, hva moren og Faderen talte med hinannen, og den lille søster begynte å gråte; men Hans trøstet henne og sa: „Gråt ikke, min lille søster, jeg skal nok hjelpe deg;“ han ventet, inntil de gamle sov, smuttet så ut av hytten, søkte etter hvite Smaastene i det deilige måneskinn, skjulte dem godt, og han og søsteren falt derpå snart i søvn.

Om morgenen gikk det nå, som foreldrene hadde avtalt. Moren ga hver av barna et stykke brød og sa: „Det er alt, hva dere får i dag; hold nå godt hus med det.“ Grete bar brødet, Hans bar hemmelig sine småsten, Faderen hadde sin vedøks på armen, moren lukkede huset til og fulgte etter med en Vandkrukke. Hans, som gikk bagved moren, så, at han var den siste på Veien, kikket ofte tilbake etter hytten, og da han ikke så den mer, lot han straks en hvit Sten falle og etter et par skritt igjen en og sådan bestandig.

95Nå var de alle midt inne i den store skog, og der tente Faderen en ild, og moren sa til barna: „Dere er vel trette; legg dere her ved ilden og sov, mens vi hugger Ved, siden kommer vi igjen og henter dere.“

Barna slumret så en smule, og da de våknet, stod solen høyt på himmelen. Hans og Grete var nå sultne og fortærede sitt stykke brød. Hvem, der ikke kom, det var foreldrene. Og sidenefter sov barna atter inn, til det ble mørkt; de var ennå ganske alene, og Grete begynte å gråte og bli bange. Men Hans trøstet henne og sa: „Vær ikke bange, søster, den kjære Gud er jo hos oss, og snart står månen opp, så går vi hjem.“

Og virkelig stod månen snart opp i sin fulle glans og lyste for barna på hjemveien og glimret på de sølvhvite Kiselstene. Hans tok Grete ved hånden, og således vandret barna av sted med hinannen uten frykt og uten uhell, og da det grydde ad dag, så kunne de skimte Faderens hytte gjennom buskene; de kom til skoghytten og banket på. Da moren åpnet døren, ble hun ordentlig bange ved å se barna og visste ikke, om hun skulle skjende eller glede seg; men Faderen gledet seg, og så ble de to barn igjen lukkede inn i huset.

Men det varte ikke synderlig lenge, så ble der stor nød igjen, og foreldrene besluttet igjen å føre barna ut i skogen og å la dem bli der alene og overgi dem til Himmelens omsorg. Atter hørte barna på den sørgelige samtale, og den kloge Hans stod opp fra sin seng og ville igjen ut for å lede etter blanke Steiner; men da var Husets dør fast tillukket; thi moren hadde merket det og derfor lukket døren. Dog trøstet Hans atter den gråtende søster og sa: „Gråt ikke, kjære Grete, den gode Gud vil nok hjelpe oss.“

Tidlig neste morgen måtte alle stå opp og igjen gå ut i skogen, og så fikk barna igjen et stykke brød, men enda mindre enn før, og Veien gikk enda dypere inn i skogen; men Hans smuldret hemmelig sitt brød i lommen og strødde smuler på Veien istedenfor Sten og 96tenkte så, at han nok ved hjelp av disse ville kunne finne hjem igjen. Og nå gikk det som forrige gang; en stor ild ble tent, og barna måtte igjen til å sove, og da de våknet, var de alene, og foreldrene kom slett ikke igjen. Og det ble middag, og Grete delte sitt stykke brød med Hans, fordi han hadde strødd sitt på Veien i smuler; så sov de atter inn og våknet først om Aftenen, ensomme og forlatte. Grete gråt; men Hans var trøstig og mente, han skulle nok finne vei ved hjelp av brødsmulene; han ventet, til månen var stått opp, tok så Grete ved hånden og sa til henne: „Kom, søster, nå går vi hjem.“

Men da Hans søkte etter brødsmulene, var der slett ingen mer å se, for de små fugler hadde tatt dem alle, allesammen. Og så vandret barna den hele natt igjennom skogen, men mistet snart Veien, ble vildfarende og var meget bedrøvede. Endelig sov de inn på den bløte Mos og våknet sultne opp, da det grydde ad dag, for de hadde ikke en bit brød mer og måtte stille sin sult og tørst med de deilige skogbær, som stod hist og her. Og mens de sådan vanket om i skogen uten å kunne finne vei eller sti, se, da kom der en snøhvit, liten fugl flygende og ble ved å flyve foran dem, som om den ville vise barna vei, og de fulgte glade etter fuglen. På en gang så de et lite hus, på hvis tak fuglen satte seg; den spiste av taket, og da barna kom helt derhen, var de ute av seg selv av glede og forundring; for hele huset var av brød, taket var tekket med pannekaker, og vinduene var av gjennomsiktig kandissukker. Det kunne barna like, de spiste av taket og av en itubrukken vindusrute. Da hørte de plutselig en stemme innenfra, som ropte:

„Smak, smak, smak!Hvem smaker på mitt tak?“

Og Børnene svarte:

„Det er blesten, det er blesten,Fra Østen og Vesten!“

og spiste rolig videre, for de var meget sultne, og det smakte dem ganske fortreffelig.

97Da gikk Husets dør opp, og ut trådte der en eldgammel, krokrygget kone med rinnende øyne og fryktelig stygg. Ansikt og panne var fulle av rynker, og midt i satt der en stor, stor nese. Hennes øyne var likeså grønne som gress. Barna ble ikke lite bange, da de så henne; men den gamle var så vennlig og sa: „Nå, dere kjære småbarn, kom dog inn i mitt hus, kom dog innenfor! Der skal dere få enda bedre kaker!“

Barna gikk gjerne med den gamle, og da de var kommet innenfor, så vartet hun dem også opp, så det var en Lyst. Der gaves alt, hva hjertet kunne forlange: Kavringer og sjokolade, sukker og melk, epler og nøtter og de deiligste kaker. Og mens barna ble ved å spise og var vel tilmode, redde den gamle to småsenger med bløde Puder og snehvide lakener; så brakte hun barna til sengs; de trodde å være i himmelen, bad fromt sin aftenbønn og sov snart etter inn.

Men denne gamle var en ond og slem heks, der spiste de barn, som hun lokket til seg ved sitt Brød- og kakehus, når hun først hadde fodret dem riktig feite.

Dette ville hun nå også gjøre med Hans og Grete. Ganske tidlig stod den gamle alt foran sengene, hvor barna ennå sov så søtt, og gledet seg over sin fangst; hun rev Hans ut av sengen og bar ham hen til det tilgitrede gåsehus og bandt ham for munnen, for at han ikke skulle skrike. Så vakte hun den stakkels Grete med heftighet og ropte til henne med rå stemme: „Stå opp, dovne tøs! Din bror er puttet inn i Gaasehuset, nå må vi koke god mat til ham, for at han kan bli riktig fet og bli en god Steg for meg.“

Grete var nær ved å dø av skrekk, skreg og bad; men det hjalp intet, hun måtte adlyde og stå opp og hjelpe med å koke mat, men fikk dog Lov til selv å bære den hen til Gaasehuset og gråte med sin innesperrede bror. Hun selv hadde det slett ikke godt hos heksen. Sådan gikk det en Tidlang, imens den gamle ofte listet seg hen til Gaasehuset og befalte Hans å stikke en finger ut imellom jernsprinklene, for at hun kunne føle, om han ble fet. Men Hans rakte henne alltid et lite tørt Ben, og hun 98undret seg over, at gutten vedble å være så mager trass den gode mat. Endelig var hun kjed derav og sa til Grete: „Kort og godt, i dag skal han steges,“ og gjorde et mektig bål i bakerovnen, der stod ved siden av huset; og så skjød hun noen brød inn, for at hun kunne ha ferskt brød til Stegen. Grete visste ikke sin arme råd, og endelig bød den gamle heks henne å sette seg på Ovnbrettet og kikke inn i bakerovnen; den gamle sa, hun ville bare skyve henne inn i ovnen, for at Grete kunne se, om brødene var brune; men egentlig ville hun med det samme stege den stakkels lille pike derinne.

Men da kom den lille snehvide fugl flygende og sang: „Vogt deg, vogt deg, se deg for!“ Og så fikk Grete Øinene opp, så hun skjønte, hva den gamle ville, og sa: „Vis meg først, hvorledes jeg skal bære meg ad, så skal jeg nok gjøre det.“ Straks satte den gamle seg på Ovnbrettet, og Grete tok fat i skaftet og skjød henne så langt inn i bakerovnen, som skaftet var langt, og så klip, klapp, slo hun Jerndøren til for ovnen, skjød slåen for, og da ovnen var fryktelig het, måtte den gamle heks stege og brase derinne og ynkelig omkomme til Løn for sine onde gjerninger. Men Grete løp ut til Hans, lukket ham ut av Gaasehuset, og da han kom ut, falt han sin lille trofaste søster om halsen, kysset henne, og de gråt av glede og takket Gud.

Og derpå kom den hvite fugl igjen, og mange andre skogfugler også; de fløy opp på Husets kaketak, hvor der var et lite rede, og derav tok enhver fugl en broket Sten eller en perle og bar dem hen til barna, og Grete holdt sitt forkle opp for å motta alle de mange små Steiner. Den snehvide fugl sang:

„Edelsten og Perler gråFor alle de mange smuler små!“

Nå merket barna, at fuglene var takknemlige, fordi Hans hadde strødd brødsmuler på Veien, og så fløy den hvite fugl igjen foran dem for å vise dem vei ut av skogen. Snart kom de til et stort vann, og der stod de rådville og kunne ikke komme videre. Men plutselig 99kom der en stor deilig svane svømmende; til den ropte barna: „Svane, svane kjære, vår lille båt du være!“ Og Svanen bøyde sitt hode og svømte hen til Strandbredden og bar barna, den ene etter den annen, over til den annen side. Men den lille hvite fugl var allerede fløyen derover og fløy nå bestandig foran barna, til de endelig kom ut av skogen og atter til foreldrenes lille hytte.

Den gamle Vedhugger og hans kone satt sørgmodige og stille i den lille stue og hadde stor sorg for barna, ja angret mange tusende ganger på, at de hadde sendt dem bort, og sukket: „Ak, når dog Hans og Grete bare en eneste gang ville komme igjen, så skulle vi aldri mer lade dem bli ene i skogen!“ — da gikk døren opp, uten at der først var banket på, og Hans og Grete trådte inn! Nå, det var en glede! Og da nå endelig først de kostbare Perler og edelstener, som barna brakte med, kom for en dag, så ble der glede både høyt og lavt, og all nød og sorg var fra nå av forbi.