90

„Vinteren er kommen,Se, hvor hvid den lyser!Hutetu! min Bedstemor,Hun sidder nu og fryser.Jeg maa gaa i Skoven,Finde Kvist og Kvas derfor.Hun jo migSaa tidt hos sigHar varmet ved sit Hjerte.“

91Vesle-Hans til SkovenVandrer ufortrøden.„Stakkels gamle BedstemorHar ingen Ved til Grøden.Bare ikke Ulven,Bare ikke Bamsen storBryder fremFra Skovens HjemOg tager hele Gutten.

Gamle BedstemoderMaa da Livet miste,Stirre paa den vilde Skov,Til hendes Øine briste.Jeg igjen vil komme,Kjære Ulv, og bli’ dit Rov,Bare jegMaa gaa min VeiMed dette lille Knippe.“

Hør, hvor Vinden tuderI de tørre Grene!Vinden har saa barsk en Røst,Men vil dog bedre mene:Den vil bare giveHans hver Kvist, som sidder løst.Hans skal denTa’ op igjenOg i sit Knippe binde.

Nu er Knippet færdigt;Knapt han kan det bære,Det sin gamle BedstemorVil Vesle-Hans forære.Hvor skal Vei han finde?Sneen over Stien for.Glad og angstHan ta’r sin Fangst,Men ved ei Vei at finde.

92Hu, hvor fælt det rasler!Bamse! Hu! der er den!Hans dog slipper ei sin BørFor alt hvad godt i Verden,Liden Ekorn bareAl den Støi i Skoven gjør!Den kun vilHam Veien tilHans Bedstemoder vise.

Liden Ekorn foranHopper langs ad Gjerde,Svinger sig fra Gren til Gren;Der er ei ondt paafærde.Vesle-Hans bagefterSlæber sig paa tunge Ben.Gode BørnEi Ulv og BjørnTillader Gud at ænse.

„Gudskelov, der liggerBedstemoders Hytte.“Ekorn sætter sig paa Tag;Nu har han gjort sin Nytte.„Nu skal BedstemoderVarme sig i Ro og Mag;EventyrOm Skovens DyrHun skal mig nu fortælle.“

Vesle-Hans paa DørenBanker med sit Knippe:„Kjære, gamle Bedstemor,Du vil mig ind dog slippe?“Bedstemoder spørger,Saa han knapt sit Øre tror:„Hvor har duVel plukket nuDe Blommer, som du bærer?“

93Hans ei tror sit Øie;Er det blevet Sommer?Hver en Kvist i Knippet varBedækt med friske Blommer.Heggen sine hvide,Tornen sine røde bar;Birkens BladSaa frodig sadSom ved Skjærsommertide.

Vesle-Hans med TaarerSig mod Væg mon vende:„Hvilket Gavn er nu derved?Det kan jo ikke brænde!“— „Kan det ikke brænde?Ak, mit Barn, din KjærlighedEr den Ild,Som varm og mildMin Vinter gjør til Sommer.“

H. Wergeland.

90

„Vinteren er kommet,Se, hvor hvit den lyser!Hutetu! min bestemor,Hun sitter nå og fryser.Jeg må gå i skogen,Finne kvist og kvas derfor.Hun jo megSå titt hos segHar varmet ved sitt hjerte.“

91Vesle-Hans til skogenVandrer ufortrøden.„Stakkels gamle bestemorHar ingen Ved til grøden.Bare ikke Ulven,Bare ikke bamsen storBryter fremFra Skovens hjemOg tar hele gutten.

Gamle bestemorMå da livet miste,Stirre på den ville skog,Til hennes øyne briste.Jeg igjen vil komme,Kjære Ulv, og bli’ ditt Rov,Bare jegMå gå min veiMed dette lille knippe.“

Hør, hvor vinden tuderI de tørre grener!Vinden har så barsk en røst,Men vil dog bedre mene:Den vil bare giHans hver kvist, som sitter løst.Hans skal denTa’ opp igjenOg i sitt knippe binde.

Nå er knippet ferdig;Knapt han kan det bære,Det sin gamle bestemorVil Vesle-Hans forære.Hvor skal vei han finne?Sneen over stien for.Glad og angstHan ta’r sin fangst,Men ved ei vei å finne.

92Hu, hvor fælt det rasler!Bamse! Hu! der er den!Hans dog slipper ei sin børFor alt hva godt i verden,Liten ekorn bareAll den støy i skogen gjør!Den kun vilHam Veien tilHans Bedstemoder vise.

Liten ekorn foranHopper langs ad gjerde,Svinger seg fra gren til gren;Der er ei ondt paafærde.Vesle-Hans bakefterSleper seg på tunge Ben.Gode barnEi Ulv og BjørnTillater Gud å ense.

„Gudskjelov, der liggerBestemors hytte.“Ekorn setter seg på tak;Nå har han gjort sin nytte.„Nå skal bestemorVarme seg i ro og Mag;EventyrOm Skovens dyrHun skal meg nå fortelle.“

Vesle-Hans på dørenBanker med sitt knippe:„Kjære, gamle bestemor,Du vil meg inn dog slippe?“Bestemor spør,Så han knapt sitt øre tror:„Hvor har duVel plukket nåDe Blommer, som du bærer?“

93Hans ei tror sitt Øye;Er det blitt sommer?Hver en kvist i knippet varBedekt med friske Blommer.Heggen sine hvite,Tornen sine røde bar;Birkens bladSå frodig sattSom ved Skjærsommertide.

Vesle-Hans med TaarerSig mot vegg mon vende:„Hvilket Gavn er nå derved?Det kan jo ikke brenne!“— „Kan det ikke brenne?Ak, mitt barn, din KjærlighedEr den ild,Som varm og mildMin vinter gjør til sommer.“

H. Wergeland.