13

Der var engang en Mand, som havde tre Sønner, Per, Paal og Esben Askelad; men andet end de tre Sønnerne havde han ikke heller, for han var saa fattig, at han ikke eiede Naalen paa Kroppen, og derfor sagde han tidt og ofte til dem, at de fik ud i Verden og se at tjene sit Brød; hjemme hos ham blev det ikke andet end Sultihjel for dem.

Noget Stykke borte fra Manden laa Kongsgaarden, og lige udenfor Vinduerne til Kongen var der voxet op en Eg, som var saa stor og diger, at den skyggede for Lyset i Kongsgaarden; Kongen havde lovet ud mange, mange Penge til den, som kunde hugge ned Egen; men ingen var god for det, for saa fort en skaarede en Flis af Egelæggen, voxte der to isteden. Saa vilde Kongen ogsaa have gravet en Brønd, som skulde holde Vand hele Aaret; for alle Granderne hans havde Brønd; men han havde ingen, og det syntes Kongen var Skam. Til den, som kunde grave en slig Brønd, at den holdt Vand hele Aaret rundt, havde Kongen lovet ud baade Penge og andet; men der var ingen, som kunde faa gjort 14det, for Kongsgaarden laa høit, høit oppe paa en Bakke; aldrig før havde de gravet nogle Tommer ned i Jorden, saa kom de ned til haarde Fjeldet. Men da nu Kongen havde sat sig i Hovedet, at han vilde have gjort disse Arbeider, saa lod han lyse fra alle Kirkebakkerne, baade vidt og bredt, at den, som kunde hugge ned den store Egen i Kongsgaarden og skaffe ham slig en Brønd, at den holdt Vand hele Aaret rundt, skulde faa Prinsessen og halve Riget. Der var nu nok af dem, som vilde prøve sig, kan du vel vide; men alt de knartede og hug, og alt de rodede og grov, saa hjalp det ikke; Egen blev tykkere og tykkere for hvert Hug, og Fjeldet blev nu ikke blødere det heller. Om en Stund saa vilde de tre Brødrene i Veien og prøve sig ogsaa, og det var Faderen vel fornøiet med, for vandt de ikke Kongsdatteren og halve Riget, saa kunde det dog hænde, at de fik Tjeneste ensteds hos en brav Mand, tænkte Faderen, og mere ønskede han ikke; og da Brødrene derfor slog paa det, at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen strax ja, og saa lagde Per, Paal og Esben Askelad af Gaarde.

Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for denne var en brat Hei; saa hørte de noget, som hug og hug oppe i Heien. „Jeg undres, hvad det er, som hugger oppe i Heien, jeg!“ sagde Esben Askelad. „Du er nu saaklog med dine Forundringer bestandig, du!“ sagde han Per og han Paal; „det er da noget at forundre sig over ogsaa, at der staar en Vedhugger og knarter oppe i Heien.“ „Jeg har nok Moro af at se, hvad det er, ligevel, jeg,“ sagde Esben Askelad, og dermed gik han. „Aa ja, er du sligt et Barn, har du godt af at lære at gaa med!“ raabte Brødrene hans efter ham; men han brød sig ikke om det, Esben; han lagde afsted opover Bakkerne did, hvor han hørte det hug, og da han kom der, saa han, det var en Øx, der stod og hug paa en Fureleg. „God Dag!“ sagde Esben Askelad. „Staar du her og hugger?“ „Ja, nu har jeg staaet her og hugget i mange lange Tider og væntet paa dig,“ svarede Øxen. „Ja, ja, her er jeg,“ sagde Esben, han tog Øxen og slog den af Skaftet og stoppede begge Dele i Skræppen sin. Da han saa kom ned igjen til Brødrene sine, begyndte de at le og gjøre Nar af ham; „hvad var det for noget rart, du fik 15se oppe i Heien?” sagde de. „Aa, det var bare en Øx, vi hørte,” sagde Esben.

Da de saa havde gaaet en Stund igjen, kom de under en Berghammer; oppe i den hørte de, noget hakkede og grov. „Jeg undres, hvad det er, som hakker og graver oppe under Berghammeren, jeg?” sagde Esben Askelad. „Du er nu altid saa klog til at forundre dig, du,” sagde han Per og han Paal igjen; „har du aldrig hørt Fuglene hakke og pikke paa Trærne før?” „Ja, men jeg har nok Moro af at se, hvad det er ligevel, jeg,” sagde Esben, og alt de lo og gjorde Nar af ham, saa brød han sig ikke om det, han lagde afsted op imod Berghammeren, og da han kom op under, saa han, det var et Græv, som stod og hakkede og grov. „God Dag!” sagde Esben Askelad; „staar du her og hakker og graver saa alene?” „Ja, jeg gjør det,” sagde Grævet, „nu har jeg staaet her og hakket og gravet i mange lange Tider og væntet paa dig,” sagde det. „Ja, ja, her er jeg,” sagde Esben igjen, han tog Grævet og slog det af Skaftet og gjemte det i Skræppen sin, og saa nedover til Brødrene sine igjen. „Det var vel noget fælt rart, du saa deroppe under Berghammeren?” sagde Per og Paal. „Aa, det var ikke noget videre, det var bare et Græv, vi hørte,” svarede Esben. Saa gik de et godt Stykke sammen igjen, til de kom til en Bæk; tørste var de nu alle tre efter det, de havde gaaet, og saa lagde de sig ned ved Bækken for at drikke. „Jeg undres rigtig, hvor dette Vandet kommer fra?” sagde Esben Askelad. „Jeg undres, om du er rigtig i Skallen, jeg,” sagde han Per og han Paal. „Er du ikke gal, saa forundrer du dig sagtens gal med det allerførste. Hvor Bækken kommer fra? Har du aldrig seet Vandet rinde op af en Aare i Jorden da?” „Ja, men jeg har nok Lyst til at se, hvor det kommer fra, ligevel, jeg,” sagde Esben; han afsted op med Bækken, og alt Brødrene raabte paa ham og lo ad ham, saa hjalp det ikke; han gik sin Gang. Da han saa kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han se en stor Valnød; fra den silrede Vandet ud. „God Dag!” sagde Esben igjen; „ligger du her og silrer og rinder saa alene?” „Ja, jeg gjør det,” sagde Valnødden; „her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange Tider og væntet 16paa dig.“ „Ja, ja, her er jeg,“ sagde Esben; han tog en Mosedot og dyttede i Hullet, saa Vandet ikke kunde komme ud, og saa lagde han Valnødden i Skræppen og satte nedover til Brødrene sine igjen. „Nu har du vel seet, hvor Vandet kommer fra? Det saa vel fælt rart ud, kan jeg tænke?“ sagde han Per og han Paal. „Aa, det var bare et Hul, det randt ud af,“ sagde Esben, og saa lo de andre to og gjorde Nar af ham igjen; men Esben Askelad brød sig ikke om det; „jeg havde nu Moro af at se det ligevel, jeg,“ sagde han.

Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da alle i Kongeriget havde faaet høre, at de skulde vinde Prinsessen og halve Riget, dersom de kunde hugge ned den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommet saa mange, som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor, som den var fra først af; for der voxte ud to Fliser for hver, de skaarede ud med Øxen, kan du vel huske. Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de, som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørerne skulde klippes af dem. Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det; de troede nok, de skulde faa Egen ned, og han Per, som ældst var, skulde nu til at prøve først; men det gik med ham som med alle de andre, som havde hugget paa Egen; for hver Flis, han skaarede ud, voxte der to isteden, og saa tog Kongens Folk ham og klippede af ham begge Ørerne og satte ham ud paa Øen. Nu vilde han Paal til; men med ham gik det akkurat lige ens; da han havde hugget en to, tre Hug, saa de fik se, at Egen voxte, tog Kongens Folk ham ogsaa og satte ud paa Øen, og ham klippede de Ørerne endnu snauere af, for de syntes, han kunde lært at vogte sig af Broderen. Saa vilde Esben Askelad til. „Vil du endelig se ud som en merket Sau, skal vi gjerne klippe af dig Ørerne strax, saa slipper du Bryderiet,“ sagde Kongen; han var sint paa ham for Brødrenes Skyld. „Jeg havde nok Moro af at prøve først ligevel,“ sagde Esben, og det maatte han da faa Lov til. Han tog Øxen sin ud af Skræppen og skjæftede den paa Skaftet igjen. „Hug selv!“ sagde Esben til Øxen, og den til at hugge, saa Fliserne fløi, og saa var det ikke 17længe, før Egen maatte ned. Da det var gjort, tog Esben frem Grævet sit og satte det paa Skaftet. „Grav selv!“ sagde Esben, og Grævet til at hakke og grave, saa Jord og Stene sprutede, og saa maatte vel Brønden op, kan du tro. Da han nu havde faaet den saa dyb og stor, han vilde, tog Esben Askelad frem Valnødden sin og lagde i det ene Hjørnet paa Bunden, der tog han Mosedotten ud af den. „Silre og rind!“ sagde Esben, og den til at rinde, saa Vandet fossede ud af Hullet; om en liden Stund var Brønden bredfuld. Saa havde Esben hugget ned Egen, som skyggede for Kongens Vinduer, og skaffet Brønd i Kongsgaarden, og saa fik han Prinsessen og det halve Riget, som Kongen havde sagt; men godt var det for Per og Paal, at de havde mistet Ørerne; for ellers havde de hver Tid og Time faaet høre det, alle sagde, at Esben Askelad ikke havde forundret sig saa galt endda.

Jørgen Moe.

13

Der var engang en mann, som hadde tre sønner, Per, Paal og Esben Askelad; men annet enn de tre sønnene hadde han ikke heller, for han var så fattig, at han ikke eide nålen på kroppen, og derfor sa han titt og ofte til dem, at de fikk ut i verden og se å tjene sitt brød; hjemme hos ham ble det ikke annet enn Sultihjel for dem.

Noe stykke borte fra mannen lå kongsgården, og like utenfor vinduene til Kongen var der vokset opp en Eg, som var så stor og diger, at den skygget for lyset i kongsgården; Kongen hadde lovet ut mange, mange penger til den, som kunne hugge ned Egen; men ingen var god for det, for så fort en skaarede en flis av Egelæggen, vokste der to isteden. Så ville Kongen også have gravet en brønn, som skulle holde vann hele Aaret; for alle grannene hans hadde brønn; men han hadde ingen, og det syntes Kongen var skam. Til den, som kunne grave en slig brønn, at den holdt vann hele Aaret rundt, hadde Kongen lovet ut både penger og annet; men der var ingen, som kunne få gjort 14det, for kongsgården lå høyt, høyt oppe på en Bakke; aldri før hadde de gravet noen tommer ned i jorden, så kom de ned til harde fjellet. Men da nå Kongen hadde satt seg i hodet, at han ville ha gjort disse arbeider, så lot han lyse fra alle kirkebakkene, både vidt og bredt, at den, som kunne hugge ned den store Egen i kongsgården og skaffe ham slig en brønn, at den holdt vann hele Aaret rundt, skulle få prinsessen og halve riket. Der var nå nok av dem, som ville prøve seg, kan du vel vite; men alt de knartede og hug, og alt de rotet og grov, så hjalp det ikke; Egen ble tykkere og tykkere for hvert Hug, og fjellet ble nå ikke blødere det heller. Om en stund så ville de tre brødrene i Veien og prøve seg også, og det var Faderen vel fornøyet med, for vant de ikke kongsdatteren og halve riket, så kunne det dog hænde, at de fikk tjeneste ensteds hos en brav mann, tenkte Faderen, og mer ønsket han ikke; og da brødrene derfor slo på det, at de ville til kongsgården, sa Faderen straks ja, og så la Per, Paal og Esben Askelad av Gaarde.

Da de nå hadde gått et stykke, kom de til en Granli, og like opp for denne var en brat Hei; så hørte de noe, som hug og hug oppe i Heien. „Jeg undres, hva det er, som hugger oppe i Heien, jeg!“ sa Esben Askelad. „Du er nå så klok med dine forundringer bestandig, du!“ sa han Per og han Paal; „det er da noe å forundre seg over også, at der står en Vedhugger og knarter oppe i Heien.“ „Jeg har nok moro av å se, hva det er, likevel, jeg,“ sa Esben Askelad, og dermed gikk han. „Aa ja, er du slikt et barn, har du godt av å lære å gå med!“ ropte brødrene hans etter ham; men han brød seg ikke om det, Esben; han la av sted opover bakkene dit, hvor han hørte det hug, og da han kom der, så han, det var en øks, der stod og hug på en Fureleg. „God dag!“ sa Esben Askelad. „Står du her og hugger?“ „Ja, nå har jeg stått her og hugget i mange lange tider og ventet på deg,“ svarte øksen. „Ja, ja, her er jeg,“ sa Esben, han tok øksen og slo den av skaftet og stoppede begge dele i skreppen sin. Da han så kom ned igjen til brødrene sine, begynte de å le og gjøre narr av ham; „hva var det for noe rart, du fikk 15se oppe i Heien?” sa de. „Aa, det var bare en øks, vi hørte,” sa Esben.

Da de så hadde gått en stund igjen, kom de under en berghammer; oppe i den hørte de, noe hakkede og grov. „Jeg undres, hva det er, som hakker og graver oppe under berghammeren, jeg?” sa Esben Askelad. „Du er nå alltid så klok til å forundre deg, du,” sa han Per og han Paal igjen; „har du aldri hørt fuglene hakke og pikke på trærne før?” „Ja, men jeg har nok moro av å se, hva det er likevel, jeg,” sa Esben, og alt de lo og gjorde narr av ham, så brød han seg ikke om det, han la av sted opp imot berghammeren, og da han kom opp under, så han, det var et Græv, som stod og hakket og grov. „God dag!” sa Esben Askelad; „står du her og hakker og graver så alene?” „Ja, jeg gjør det,” sa Grævet, „nå har jeg stått her og hakket og gravet i mange lange tider og ventet på deg,” sa det. „Ja, ja, her er jeg,” sa Esben igjen, han tok Grævet og slo det av skaftet og gjemte det i skreppen sin, og så nedover til brødrene sine igjen. „Det var vel noe fælt rart, du så deroppe under berghammeren?” sa Per og Paal. „Aa, det var ikke noe videre, det var bare et Græv, vi hørte,” svarte Esben. Så gikk de et godt stykke sammen igjen, til de kom til en bekk; tørste var de nå alle tre etter det, de hadde gått, og så la de seg ned ved bekken for å drikke. „Jeg undres riktig, hvor dette vannet kommer fra?” sa Esben Askelad. „Jeg undres, om du er riktig i skallen, jeg,” sa han Per og han Paal. „Er du ikke gal, så forundrer du deg saktens gal med det allerførste. Hvor bekken kommer fra? Har du aldri sett vannet rinne opp av en åre i jorden da?” „Ja, men jeg har nok Lyst til å se, hvor det kommer fra, likevel, jeg,” sa Esben; han av sted opp med bekken, og alt brødrene ropte på ham og lo ad ham, så hjalp det ikke; han gikk sin gang. Da han så kom langt oppmed, ble bekken mindre og mindre, og da han kom enda et stykke frem, fikk han se en stor valnøtt; fra den silrede vannet ut. „God dag!” sa Esben igjen; „ligger du her og silrer og rinner så alene?” „Ja, jeg gjør det,” sa valnøtten; „her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange tider og ventet 16på deg.“ „Ja, ja, her er jeg,“ sa Esben; han tok en mosedott og dyttede i hullet, så vannet ikke kunne komme ut, og så la han valnøtten i skreppen og satte nedover til brødrene sine igjen. „Nå har du vel sett, hvor vannet kommer fra? Det så vel fælt rart ut, kan jeg tenke?“ sa han Per og han Paal. „Aa, det var bare et Hul, det rant ut av,“ sa Esben, og så lo de andre to og gjorde narr av ham igjen; men Esben Askelad brød seg ikke om det; „jeg hadde nå moro av å se det likevel, jeg,“ sa han.

Da de så hadde gått et stykke igjen, kom de til kongsgården; men da alle i kongeriket hadde fått høre, at de skulle vinne prinsessen og halve riket, dersom de kunne hugge ned den store Egen og grave brønn til Kongen, så var der kommet så mange, som hadde prøvet lykken sin, at Egen var dobbelt så tykk og stor, som den var fra først av; for der vokste ut to fliser for hver, de skaarede ut med øksen, kan du vel huske. Derfor hadde Kongen nå satt den straff, at de, som prøvde seg og ikke kunne felle Egen, skulle settes ut på en Ø, og begge ørene skulle klippes av dem. Men de to brødrene lot seg ikke skremme ved det; de trodde nok, de skulle få Egen ned, og han Per, som eldst var, skulle nå til å prøve først; men det gikk med ham som med alle de andre, som hadde hugget på Egen; for hver flis, han skaarede ut, vokste der to isteden, og så tok Kongens folk ham og klippet av ham begge ørene og satte ham ut på Øen. Nå ville han Paal til; men med ham gikk det akkurat like ens; da han hadde hugget en to, tre Hug, så de fikk se, at Egen vokste, tok Kongens folk ham også og satte ut på Øen, og ham klippet de ørene enda snauere av, for de syntes, han kunne lært å vokte seg av broren. Så ville Esben Askelad til. „Vil du endelig se ut som en merket sau, skal vi gjerne klippe av deg ørene straks, så slipper du bryderiet,“ sa Kongen; han var sint på ham for Brødrenes skyld. „Jeg hadde nok moro av å prøve først likevel,“ sa Esben, og det måtte han da få Lov til. Han tok øksen sin ut av skreppen og skjæftede den på skaftet igjen. „Hug selv!“ sa Esben til øksen, og den til å hugge, så flisene fløy, og så var det ikke 17lenge, før Egen måtte ned. Da det var gjort, tok Esben frem Grævet sitt og satte det på skaftet. „Grav selv!“ sa Esben, og Grævet til å hakke og grave, så jord og Steiner sprutede, og så måtte vel brønnen opp, kan du tro. Da han nå hadde fått den så dyp og stor, han ville, tok Esben Askelad frem valnøtten sin og la i det ene hjørnet på Bunden, der tok han mosedotten ut av den. „Silre og rinn!“ sa Esben, og den til å rinne, så vannet fosset ut av hullet; om en liten stund var brønnen bredfuld. Så hadde Esben hugget ned Egen, som skygget for Kongens vinduer, og skaffet brønn i kongsgården, og så fikk han prinsessen og det halve riket, som Kongen hadde sagt; men godt var det for Per og Paal, at de hadde mistet ørene; for ellers hadde de hver tid og time fått høre det, alle sa, at Esben Askelad ikke hadde forundret seg så galt enda.

Jørgen Moe.