I en øde Egn boede en Løve, der havde en Abe hos sig, som han holdt meget af. Engang traf det sig, at Løven gav sig ud paa en lang Reise; før han reiste, overdrog han Aben at passe paa Huset. Men i Løvens Fravær tog en Gaupe Huset i Besiddelse, fordi det var et godt Sted, og tænkte at bo der. Aben sagde: „Dette er Løvens Bolig; hvorledes tør du vove uden hans Tilladelse at tage dit Ophold her?“ Gaupen svarede: „Denne Plads har jeg faaet i Arv efter min Fader.“ Aben tiede stille. Men Hun-gaupen sagde til Hannen: „Det er ikke raadeligt at blive her; thi at sætte sig op imod en Løve er at spøge med sit Liv.“ Hannen svarede: „Aa, Kone, naar Løven kommer, vil jeg drive ham bort igjen ved et Krigspuds.“ Nogle Dage efter fik de høre, at Løven kom. Aben gik ud for at møde ham, fortalte, hvorledes alt var gaaet til med Gaupen, og sagde: „Jeg gjorde Indvendinger; men den svarede: „Pladsen er en Del af mit Arvegods.“ Løven sagde: „Du Abe! det kan ikke være nogen Gaupe; hvorledes kunde et saa ringe Dyr tage min Plads? Uden Tvivl er det et stort, vildt Dyr, der er sterkere end jeg.“ Aben svarede: „Den er ikke sterkere end du.“ Løven sagde: „Hvor du taler! Der er mange Dyr, som overgaar mig i Styrke.“ Løven, som var bleven forskrækket, gav sig alligevel paa Veien hjem til sit Hus.

Før Løven kom, gav Gaupen sin Kone følgende Besked: „Naar Løven kommer i Nærheden af vor Bolig, saa faa dine Unger til at skrige, og naar jeg spørger: „Hvorfor 12skriger de smaa Slyngler?“ saa skal du sige: „De vil have friskt Løvekjød idag og vil ikke æde det fra igaaraftes.“ Løven nærmede sig nu sin Bolig, og Ungerne begyndte at skrige. Gaupen spurgte: „Hvorfor skriger de smaa Slyngler?“ Hunnen svarede: „Fordi de er sultne.“ Gaupen vedblev: „Hvad? Er der ikke mere tilbage af alt det Løve- og Menneskekjød, som de fik igaar?“ Hunnen svarede: „De vil ikke æde Kjød fra igaar; de vil have noget friskt.“ Gaupen sagde til sine Unger: „I maa være rolige og have lidt Taalmodighed; jeg har hørt, at Løven, som har boet her, kommer hertil idag, og hvis dette er sandt, saa skal I, haaber jeg, faa friskt Kjød nok at æde.“ Løven blev forskrækket, da den hørte Gaupens Ord; thi den vidste ikke, at det var en Gaupe. Den flygtede derfor bort fra Stedet og sagde til Aben: „Har jeg ikke sagt dig, at det er et vældigt Dyr, der er i min Bolig?“ Aben sagde: „Vær ikke bange! thi det er et svagt og ubetydeligt Dyr, og det siger bare disse Ord for at narre dig.“ Løven nærmede sig endnu engang til sin Bolig, og Hungaupen lod atter sine Unger skrige. Hannen raabte til Hunnen: „Faa Ungerne til at tie, idag skal jeg skaffe Løvekjød; thi Aben, som er min Ven, har lovet mig og svoret mig til, ved List at bringe Løven herhen idag; vent blot lidt og faa de smaa Slyngler til at tie! Jeg kan ikke like, at de gjør saadan en Støi; dersom Løven skulde høre min Stemme, vil den ikke komme herhen.“ Da Løven hørte disse Ord, greb den strax Aben og rev den i Stykker; derpaa tog den Flugten og kom aldrig mere tilbage til det Sted.

I en øde Egn bodde en løve, der hadde en ape hos seg, som han holdt meget av. Engang traff det seg, at Løven ga seg ut på en lang reise; før han reiste, overdro han apen å passe på huset. Men i Løvens fravær tok en gaupe huset i besittelse, fordi det var et godt sted, og tenkte å bo der. Apen sa: „Dette er Løvens bolig; hvorledes tør du vove uten hans tillatelse å ta ditt opphold her?“ Gaupen svarte: „Denne plass har jeg fått i arv etter min far.“ Apen tidde stille. Men Hun-gaupen sa til hannen: „Det er ikke rådelig å bli her; thi å sette seg opp imot en løve er å spøke med sitt liv.“ Hannen svarte: „Aa, kone, når Løven kommer, vil jeg drive ham bort igjen ved et Krigspuds.“ Noen dager etter fikk de høre, at Løven kom. Apen gikk ut for å møte ham, fortalte, hvorledes alt var gått til med Gaupen, og sa: „Jeg gjorde innvendinger; men den svarede: „Plassen er en del av mitt arvegods.“ Løven sa: „Du ape! det kan ikke være noen gaupe; hvorledes kunne et så ringe dyr ta min plass? Uten tvil er det et stort, vilt dyr, der er sterkere enn jeg.“ Apen svarte: „Den er ikke sterkere enn du.“ Løven sa: „Hvor du taler! Der er mange dyr, som overgår meg i styrke.“ Løven, som var blitt forskrekket, ga seg allikevel på Veien hjem til sitt hus.

Før Løven kom, ga Gaupen sin kone følgende Besked: „Når Løven kommer i nærheten av vår bolig, så få dine unger til å skrike, og når jeg spør: „Hvorfor 12skriker de små slyngler?“ så skal du si: „De vil ha friskt Løvekjød i dag og vil ikke ete det fra igaaraftes.“ Løven nærmet seg nå sin bolig, og ungene begynte å skrike. Gaupen spurte: „Hvorfor skriker de små slyngler?“ Hunnen svarte: „Fordi de er sultne.“ Gaupen vedble: „Hva? Er der ikke mer tilbake av alt det Løve- og Menneskekjød, som de fikk i går?“ Hunnen svarte: „De vil ikke ete kjøtt fra i går; de vil ha noe friskt.“ Gaupen sa til sine unger: „Dere må være rolige og have lidt tålmodighet; jeg har hørt, at Løven, som har boet her, kommer hertil i dag, og hvis dette er sandt, så skal dere, håper jeg, få friskt kjøtt nok å ete.“ Løven ble forskrekket, da den hørte Gaupens ord; thi den visste ikke, at det var en gaupe. Den flyktet derfor bort fra stedet og sa til apen: „Har jeg ikke sagt deg, at det er et veldig dyr, der er i min bolig?“ Apen sa: „Vær ikke bange! thi det er et svakt og ubetydelig dyr, og det sier bare disse ord for å narre deg.“ Løven nærmet seg enda engang til sin bolig, og Hungaupen lot atter sine unger skrike. Hannen ropte til hunnen: „Få ungene til å tie, i dag skal jeg skaffe Løvekjød; thi apen, som er min venn, har lovet meg og svoret meg til, ved list å bringe Løven herhen i dag; vent blot litt og få de små slyngler til å tie! Jeg kan ikke like, at de gjør sådan en støy; dersom Løven skulle høre min stemme, vil den ikke komme herhen.“ Da Løven hørte disse ord, grep den straks apen og rev den i stykker; derpå tok den flukten og kom aldri mer tilbake til det sted.