99

Der var engang en liden Gut, som hed Henrik, og han blev af sine Forældre sendt i Skole i Byen. Henrik var en flittig Gut, som var glad i at lære sine Lexer, saa at han tilsidst blev den flinkeste af sine smaa Kammerater. Da hans Moder hørte dette, sagde hun til Kokkepigen: „Marie, du maa være saa snil at bage en Kage til Henrik, han har været saa flink Gut paa Skolen.“ „Ja, det vil jeg gjerne gjøre“, sagde Marie og gav sig til at bage en stor Kage, saa stor som Hatten min. Hun lagde Rosiner og Syltetøi inde i den og strøede saa meget Sukker paa den, at den blev hvid som Sne. Da den nu var færdig, blev den pakket ind og sendt til Skolen, hvor Henrik var. Da han fik se Kagen, begyndte han at hoppe og danse og klappe i sine smaa Hænder af bare Glæde. Han havde ikke Tid til at vænte, til han havde faaet en Kniv, men begyndte strax at gnave paa den ligesom en liden Hund. Bare han havde en Fristund, spiste han af Kagen, og saaledes gik det, helt til han lagde sig om Aftenen. En af hans smaa Kammerater har fortalt mig, at han ogsaa var oppe om Natten og spiste af den, og vist er det, at da han havde klædt sig paa næste Morgen, begyndte han paany og holdt ikke op, saalænge der var en Smule igjen af den store Kagen. Det var en liden Slughals, du! Da nu Middagen kom, kan du nok vide, han ingen Madlyst havde og saa med Misundelse paa de andre Børn, som glædede sig til Maaltidet. Men endnu værre blev det, da Legetiden kom. Gutterne vilde have ham med at slaa Bal og hoppe Buk; men han vilde ikke lege, og hans Kammerater legte da uden ham. Da blev han furten; han sad og surmulede i en Krog, og alle Gutterne spurgte da: „Hvad 100feiler Henrik? Han som altid er saa munter og saa glad i at lege med os. Nei se, hvor bleg han er, og hvor daarlig han ser ud.“ Læreren kom ogsaa hen til ham og var bedrøvet over at se ham saaledes; men Henrik vilde ingen Ting fortælle. Tilsidst fik de da vide, at hans Moder havde sendt ham en stor Kage, som han havde spist op paa en Gang, og at han nu var syg for sin Graadigheds Skyld. Saa maatte Doktoren komme, og Henrik maatte tage Medicin, som var meget ond, og ligge syg i flere Dage. Hans Moder sendte ham ikke Kage mere heller.

I den samme Skole, som Henrik gik, var en liden Gut, som hed Axel. Han skrev et saadant pent Brev til sin Moder; der var ikke en eneste Blækklat i det. Da han nu var saa flink til at skrive, sendte Moderen ham en stor, deilig Kage. Da Axel fik se den, sagde han til sig selv: „Jeg vil nok ikke blive syg af min Kage jeg, ligesom Henrik. Nei, jeg vil gjøre mig tilgode med den noget længere.“ Han tog Kagen og lagde den i sin Skuf. Hver Dag i Legetimen gik han hen til Skuffen, skar sig et Stykke Kage og gjemte saa Resten. Saaledes holdt han paa hele Ugen, og endda havde han bare spist Halvparten af Kagen. Du kan tro, den maatte være stor da; men hør nu, hvorledes det gik. Kagen blev tør og muggen, og nogle Mus, som havde fundet Vei ind i Skuffen gjennem et lidet Hul, spiste op saa meget af den, at der næsten ikke blev noget igjen. Da skreg Axel; men da hans Kammerater fik vide, hvad der feilede ham, havde de ikke ondt af ham derfor.

Nu skal du høre om en tredje liden Gut i samme Skole, som hed Hans. Han fik ogsaa en Kage fra sin Moder; thi han var saadan snil liden Gut; og han var saa glad i sin Moder. Da han fik Kagen, raabte han paa sine Kammerater og sagde: „Kom og se, hvad Moder har sendt mig; nu skal I faa et Stykke allesammen.“ De lod sig nok ikke bede to Gange, men sværmede omkring Kagen ligesom Bier om en sød Blomst. Hans fik nu fat i en Kniv, og med denne delte han Kagen i saa mange Stykker, som han havde smaa Venner. Derpaa stillede han dem op i en rund Ring, for at ingen skulde blive glemt, og gav dem hver sit Stykke. Selv tog han Resten og sagde: „Dette er mit Stykke, det vil jeg 101gjemme til imorgen.“ En Stund efter kom en gammel Mand med en Violin ind i Gaarden. Han havde langt, hvidt Skjæg, og da han var blind, havde han en liden Hund ved et Baand til at gaa foran og vise Veien. Den gamle Mand satte sig ned paa en Sten, og da han hørte Smaagutterne snakkede rundt om ham, sagde han til dem: „Mine smaa Venner! dersom I vil, skal jeg spille en af mine vakreste Sange for eder.“ Det vilde de da gjerne allesammen, og nu begyndte den gamle Mand at spille. Men Hans saa, at medens han spillede, randt en stor Taare ned paa hans Kind, og han sagde da til den gamle Mand: „Hvorfor græder du?“ „Fordi jeg er saa sulten,“ sagde den gamle Mand; „jeg har ingen til at stelle med mig eller til at give mig Mad. Dersom jeg kunde arbeide, saa skulde nok baade jeg og min lille Hund have det godt; men det kan jeg ikke; thi jeg er blind, og idag har jeg ikke spist noget.“ Hans blev meget bedrøvet, da han hørte dette. Derpaa gik han bort uden at sige noget, hentede sit Kagestykke og raabte glad til den gamle Mand: „Her har du noget Kage at spise!“ „Hvor er den?“ sagde Manden, idet han rakte Haanden ud; „thi jeg kan ikke se den.“ Hans lagde Kagen i hans Haand, og den stakkels Mand lagde Violinen paa Jorden, tørrede sine Øine og gav sig til at spise. Hunden fik ogsaa noget med, og Hans smilede af Glæde ved at se paa dem.

Hvem af disse tre Gutter havde mest Glæde af sin Kage, tror du?

99

Der var engang en liten Gut, som het Henrik, og han ble av sine foreldre sendt i skole i byen. Henrik var en flittig Gut, som var glad i å lære sine lekser, så at han til sist ble den flinkeste av sine små Kammerater. Da hans mor hørte dette, sa hun til kokkepiken: „Marie, du må være så snill å bake en kake til Henrik, han har vært så flink Gut på skolen.“ „Ja, det vil jeg gjerne gjøre“, sa Marie og ga seg til å bake en stor kake, så stor som hatten min. Hun la rosiner og syltetøy inne i den og strødde så meget sukker på den, at den ble hvit som Sne. Da den nå var ferdig, ble den pakket inn og sendt til skolen, hvor Henrik var. Da han fikk se kaken, begynte han å hoppe og danse og klappe i sine små hender av bare glede. Han hadde ikke tid til å vente, til han hadde fått en kniv, men begynte straks at gnave på den likesom en liten hund. Bare han hadde en fristund, spiste han av kaken, og således gikk det, helt til han la seg om Aftenen. En av hans små Kammerater har fortalt meg, at han også var oppe om natten og spiste av den, og vist er det, at da han hadde kledd seg på neste morgen, begynte han paany og holdt ikke opp, så lenge der var en smule igjen av den store kaken. Det var en liten slukhals, du! Da nå middagen kom, kan du nok vite, han ingen matlyst hadde og så med misunnelse på de andre barn, som gledet seg til måltidet. Men enda verre ble det, da Legetiden kom. Guttene ville ha ham med å slå Bal og hoppe bukk; men han ville ikke leke, og hans Kammerater lekte da uten ham. Da ble han furten; han satt og surmulte i en krok, og alle guttene spurte da: „Hva 100feiler Henrik? Han som alltid er så munter og så glad i å leke med oss. Nei se, hvor bleg han er, og hvor dårlig han ser ut.“ Læreren kom også hen til ham og var bedrøvet over å se ham således; men Henrik ville ingen ting fortelle. Til sist fikk de da vide, at hans mor hadde sendt ham en stor kake, som han hadde spist opp på en gang, og at han nå var syk for sin grådighets skyld. Så måtte doktoren komme, og Henrik måtte ta medisin, som var meget ond, og ligge syk i flere dager. Hans Moder sendte ham ikke kake mer heller.

I den samme skole, som Henrik gikk, var en liten Gut, som het Axel. Han skrev et sådant pent brev til sin mor; der var ikke en eneste blekklatt i det. Da han nå var så flink til å skrive, sendte moren ham en stor, deilig kake. Da Axel fikk se den, sa han til seg selv: „Jeg vil nok ikke bli syk av min kake jeg, likesom Henrik. Nei, jeg vil gjøre meg tilgode med den noe lenger.“ Han tok kaken og la den i sin skuff. Hver dag i legetimen gikk han hen til skuffen, skar seg et stykke kake og gjemte så resten. Således holdt han på hele uken, og enda hadde han bare spist halvparten av kaken. Du kan tro, den måtte være stor da; men hør nå, hvorledes det gikk. Kaken ble tør og muggen, og noen mus, som hadde funnet vei inn i skuffen gjennom et lite Hul, spiste opp så meget av den, at der nesten ikke ble noe igjen. Da skrek Axel; men da hans Kammerater fikk vite, hva der feilet ham, hadde de ikke ondt av ham derfor.

Nå skal du høre om en tredje liten Gut i samme skole, som het Hans. Han fikk også en kake fra sin mor; thi han var sådan snill liten Gut; og han var så glad i sin mor. Da han fikk kaken, ropte han på sine Kammerater og sa: „Kom og se, hva mor har sendt meg; nå skal dere få et stykke allesammen.“ De lot seg nok ikke bede to ganger, men svermet omkring kaken likesom bier om en søt blomst. Hans fikk nå fat i en kniv, og med denne delte han kaken i så mange stykker, som han hadde små venner. Derpå stillede han dem opp i en rund ring, for at ingen skulle bli glemt, og ga dem hver sitt stykke. Selv tok han resten og sa: „Dette er mitt stykke, det vil jeg 101gjemme til i morgen.“ En stund etter kom en gammel mann med en Violin inn i gården. Han hadde langt, hvitt skjegg, og da han var blind, hadde han en liten hund ved et bånd til å gå foran og vise veien. Den gamle mann satte seg ned på en Sten, og da han hørte småguttene snakkede rundt om ham, sa han til dem: „Mine små venner! dersom dere vil, skal jeg spille en av mine vakreste sanger for dere.“ Det ville de da gjerne allesammen, og nå begynte den gamle mann å spille. Men Hans så, at mens han spilte, rant en stor tåre ned på hans kinn, og han sa da til den gamle mann: „Hvorfor gråter du?“ „Fordi jeg er så sulten,“ sa den gamle mann; „jeg har ingen til å stelle med meg eller til å gi meg mat. Dersom jeg kunne arbeide, så skulle nok både jeg og min lille hund have det godt; men det kan jeg ikke; thi jeg er blind, og i dag har jeg ikke spist noe.“ Hans ble meget bedrøvet, da han hørte dette. Derpå gikk han bort uten å si noe, hentet sitt kakestykke og ropte glad til den gamle mann: „Her har du noe kake å spise!“ „Hvor er den?“ sa mannen, idet han rakte hånden ut; „thi jeg kan ikke se den.“ Hans la kaken i hans hånd, og den stakkels mann la Violinen på jorden, tørret sine øyne og ga seg til å spise. Hunden fikk også noe med, og Hans smilte av glede ved å se på dem.

Hvem av disse tre gutter hadde mest glede av sin kake, tror du?