95

Inga var en munter liden Pige. Hun havde hverken Broder eller Søster, og hendes eneste Legekammerat var en stor, vakker Hund, som hun havde faaet af sin Fader, og hvis Navn var Frisk.

Frisk var en lystig Fyr. Han blev næsten aldrig kjed af at lege. Han havde lært at søge og at bringe igjen, og hvergang han saa noget ligge paa Jorden, pleiede han at tage det op med sin Mund og bære det hen til Inga, 96sin lille Herskerinde. Undertiden kunde han finde et Æble, en Pære eller en Blomme, som var falden ned fra Trærne i Haven, og Inga syntes meget godt om saadanne Foræringer. Men det var ikke altid, hun var saa vel fornøiet med de Ting, Frisk bragte hende; thi engang havde han bragt hende en vaad Lerklump, og to Gange havde han lagt et stort fedtet Kjødben paa Bogen, som hun læste en morsom Historie i.

Naar nu Inga blev vred paa ham for saadanne Dumheder, pleiede han at staa et lidet Stykke borte fra hende, se hende op i Ansigtet, logre med Halen og nu og da gjø meget sagte, som om han vilde sige: „Om Forladelse.“ Saa kunde Inga ikke længere være vred; hun smilede til ham, klappede ham og sagde: „Min smukke Frisk,“ og bort gik Frisk saa lykkelig som nogen Hund i Verden. Men den næste Sten eller anden Ting, han fandt, kunde være sikker paa at blive lagt paa Ingas Fang.

En Dag skulde Inga gaa med sin Fader og Moder i Selskab. Hun var meget smukt paaklædt og sad ved Siden af sin Moder paa en Stol i Dagligstuen, medens de væntede paa, at hendes Fader skulde blive færdig. Da kommer Frisk farende, springer op paa Inga og kaster en stor levende Padde ned paa hendes Fang. Inga skreg høit og hoppede ned fra Stolen, saa at Padden faldt paa Gulvet. „Skrig ikke saaledes, Inga,“ sagde Moderen; „den stakkels Padde kan ingen Skade gjøre dig; se bare, hvorledes den sidder og puster og er færdig at dø af Frygt, eller maaske Frisk har bidt den for haardt. Kald paa Pigen, at hun kan bære det stakkels uskadelige Dyr ud i Haven, hvor den vist bor.“ Da Pigen satte Padden ved Kanten af Dammen, som var i Haven, gjorde den et eneste stort Spring og pladsk! var den borte under Vandet i et Øieblik. Men Ingas Kjole var bleven plettet af Paddens vaade Ben, og hun var derfor nødt til at gaa op paa sit Værelse for at tage en anden Kjole paa. Frisk, som nok skjønte, at han havde gjort noget galt, luskede afsted og lagde sig ned i en Krog.

„Nu bliver jeg aldrig mere glad i Frisk igjen,“ sagde Inga. „Ja, men det er meget urigtigt af dig,“ sagde Moderen; „thi Frisk er bleven oplært til at gjøre Kunster, og naar han bringer dig noget, du liker, saa klapper du ham jo og 97roser ham. Frisk har vel seet Padden hoppe i Græsset og troet, at det vilde more dig at se den hoppe omkring i Dagligstuen. Du forsøgte jo en Dag at lære ham til at bringe dig Katungen, og hvorledes tror du en Hund skulde vide, at du liker Katunger, men ikke Padder.“ Inga tænkte, at det var meget sandt, og da hun kom hjem, tilgav hun Frisk; men hun sagde mange Gange til ham, at han aldrig mere maatte bringe hende noget levende. Frisk logrede nok med Halen; men lige klog var han.

Nogle Dage derefter, da Inga gik og spadserede med Tjenestepigen, fandt Frisk en Fugleunge, der var falden ud af Redet, som var oppe i et høit Træ. Frisk tog den op og lagde den ned foran Ingas Fødder. Hun blev saa glad i den lille Fugl og løb hjem til sin Moder med den. „Stakkels lille Fugl,“ sagde Moderen; „vi skal pleie den, til den bliver stor og kan flyve, og da skal vi slippe den ud.“ „Aa nei da, kjære Moder!“ raabte Inga, „den maa være hos os bestandig; jeg skal passe den og give den Føde, og jeg skal nok snart lære den at være glad i mig.“ „Mit kjære Barn,“ sagde Moderen, „den vil aldrig blive saa glad i dig, som den er i Skoven, Marken og den blaa Himmel. Vi ser nok smaa Fugle i Bur, som spiser det Frø, vi lægger for dem, og som synger og flagrer med Vingerne, som om de var nok saa glade og tilfredse; men dersom Døren til Buret engang kommer op, saa vil de flyve bort for selv at finde Mad, synge i de høie Trær og bygge sine nydelige Reder. De kommer aldrig tilbage til sit Bur igjen eller til den Haand, som gav dem Mad. Men denne lille Fugl her er for ung og hjelpeløs til at blive sluppen ud; den vilde dø af Sult; thi den ved ikke, hvor den skal finde sit Rede og sin Moder.“

Fuglen blev sat i Bur og den voxte og begyndte at synge. Inga gav den selv Føde, og den blev saa tam, at den hoppede ud af Buret og hen paa Bordet eller ned paa Gulvet. Men en Morgen tog Inga Buret og satte det paa et Bord, der stod tæt ved Vinduet. Vinduet var lukket op, og det var Døren paa Buret ogsaa. Inga satte sig ved Vinduet og tænkte, at dersom hendes lille Fugl vilde forsøge paa at flyve ud, saa vilde hun strax fange den eller hurtig lukke 98Vinduet igjen. Fuglen sang, hoppede ud og ind af Buret og fløi frem og tilbage i Stuen. Inga vendte ikke Øinene fra den; men vips — breder den Vingerne ud og var borte, førend hun fik Tid til at løfte op Haanden og tage den. Hun sprang ned i Haven, og Frisk fulgte med hende. „Gaa væk, du store Hund!“ raabte Inga, „du vil bare skræmme væk min lille Fugl.“ Frisk hang med Hovedet og sneg sig bort.

Fuglen havde sat sig i et lidet Træ. Den saa paa Inga og begyndte at synge for hende; men alt det hun græd og lokkede paa den, saa kom den ikke tilbage til hende og til sit Bur. Da hun saa tilsidst søgte at klatre op i Træet for at fange den, bredte den Vingerne ud, fløi over Havemuren, og Inga saa den aldrig mere. Hun græd en lang Tid over at have mistet sin lille Fugl; men da hun saa fik se Frisk, sagde hun sagte til sig selv: „Ja, jeg har fortjent det; jeg har jo kjendt Frisk meget længere end den lille Fugl, og jeg burde derfor holdt mest af ham, som bestandig er saa snil mod mig. Fuglen vil desuden være meget mere glad derude i Skoven mellem Trærne og Buskene, end den var i Buret; det har Mamma sagt; men Frisk vilde aldrig blive saa glad nogensteds, som han er hos mig. Kom hid til mig, du Frisk, du skal bestandig være min Legekammerat; du er en snil Hund, du.“ Da kom Frisk. Hun klappede den, og da hoppede og sprang den rundt omkring sin lille Herskerinde; men aldrig bragte den hende Padder eller Fugle mere, skjønt den nok engang imellem forærede hende en Sten, et Ben eller en anden saadan Ting, der aldeles ikke var ren nok til at ligge paa en liden Piges hvide Kjole.

95

Inga var en munter liten pike. Hun hadde hverken bror eller søster, og hennes eneste Legekammerat var en stor, vakker hund, som hun hadde fått av sin far, og hvis navn var Frisk.

Frisk var en lystig fyr. Han ble nesten aldri kjed av å leke. Han hadde lært å søke og å bringe igjen, og hvergang han så noe ligge på jorden, pleide han å ta det opp med sin munn og bære det hen til Inga, 96sin lille herskerinne. Undertiden kunne han finne et eple, en pære eller en Blomme, som var falt ned fra trærne i hagen, og Inga syntes meget godt om sådanne Foræringer. Men det var ikke alltid, hun var så vel fornøyet med de ting, Frisk brakte henne; thi engang hadde han brakt henne en våt leirklump, og to ganger hadde han lagt et stort fettet kjøttben på boken, som hun leste en morsom historie i.

Når nå Inga ble vred på ham for sådanne dumheter, pleide han å stå et lite stykke borte fra henne, se henne opp i ansiktet, logre med halen og nå og da gjø meget sakte, som om han ville si: „Om forlatelse.“ Så kunne Inga ikke lenger være vred; hun smilte til ham, klappet ham og sa: „Min smukke Frisk,“ og bort gikk Frisk så lykkelig som noen hund i verden. Men den neste Sten eller annen ting, han fant, kunne være sikker på å bli lagt på Ingas fang.

En dag skulle Inga gå med sin far og Moder i selskap. Hun var meget smukt påkledd og satt ved siden av sin mor på en stol i dagligstuen, mens de ventet på, at hennes far skulle bli ferdig. Da kommer Frisk farende, springer opp på Inga og kaster en stor levende padde ned på hennes fang. Inga skreg høyt og hoppet ned fra stolen, så at padden falt på gulvet. „Skrik ikke således, Inga,“ sa moren; „den stakkels padde kan ingen skade gjøre deg; se bare, hvorledes den sitter og puster og er ferdig å dø av frykt, eller maaske Frisk har bitt den for hardt. Kald på piken, at hun kan bære det stakkels uskadelige dyr ut i hagen, hvor den vist bor.“ Da piken satte padden ved kanten av dammen, som var i hagen, gjorde den et eneste stort Spring og pladsk! var den borte under vannet i et øyeblikk. Men Ingas kjole var blitt plettet av Paddens våte Ben, og hun var derfor nødt til å gå opp på sitt værelse for å ta en annen kjole på. Frisk, som nok skjønte, at han hadde gjort noe galt, luskede av sted og la seg ned i en krok.

„Nå blir jeg aldri mer glad i Frisk igjen,“ sa Inga. „Ja, men det er meget uriktig av deg,“ sa moren; „thi Frisk er blitt opplært til å gjøre kunster, og når han bringer deg noe, du liker, så klapper du ham jo og 97roser ham. Frisk har vel sett padden hoppe i gresset og trodd, at det ville more deg å se den hoppe omkring i dagligstuen. Du forsøkte jo en dag å lære ham til å bringe deg kattungen, og hvorledes tror du en hund skulle vite, at du liker kattunger, men ikke padder.“ Inga tenkte, at det var meget sandt, og da hun kom hjem, tilgav hun Frisk; men hun sa mange ganger til ham, at han aldri mer måtte bringe henne noe levende. Frisk logret nok med halen; men like klok var han.

Noen dager deretter, da Inga gikk og spaserte med tjenestepiken, fant Frisk en fugleunge, der var falt ut av Redet, som var oppe i et høyt tre. Frisk tok den opp og la den ned foran Ingas Fødder. Hun ble så glad i den lille fugl og løp hjem til sin mor med den. „Stakkels lille fugl,“ sa moren; „vi skal pleie den, til den blir stor og kan flyve, og da skal vi slippe den ut.“ „Å nei da, kjære mor!“ ropte Inga, „den må være hos oss bestandig; jeg skal passe den og gi den føde, og jeg skal nok snart lære den å være glad i meg.“ „Mitt kjære barn,“ sa moren, „den vil aldri bli så glad i deg, som den er i skogen, marken og den blå himmel. Vi ser nok små fugler i bur, som spiser det frø, vi legger for dem, og som synger og flagrer med vingene, som om de var nok så glade og tilfredse; men dersom døren til buret engang kommer opp, så vil de flyve bort for selv å finne mat, synge i de høye trær og bygge sine nydelige reder. De kommer aldri tilbake til sitt bur igjen eller til den hånd, som ga dem mat. Men denne lille fugl her er for ung og hjelpeløs til å bli sluppet ut; den ville dø av sult; thi den ved ikke, hvor den skal finne sitt rede og sin mor.“

Fuglen ble satt i bur og den vokste og begynte å synge. Inga ga den selv føde, og den ble så tam, at den hoppet ut av buret og hen på bordet eller ned på gulvet. Men en morgen tok Inga Buret og satte det på et bord, der stod tett ved vinduet. Vinduet var lukket opp, og det var døren på buret også. Inga satte seg ved vinduet og tenkte, at dersom hennes lille fugl ville forsøke på å flyve ut, så ville hun straks fange den eller hurtig lukke 98vinduet igjen. Fuglen sang, hoppet ut og inn av buret og fløy frem og tilbake i stuen. Inga vendte ikke øynene fra den; men vips — brer den vingene ut og var borte, før hun fikk tid til å løfte opp hånden og ta den. Hun sprang ned i hagen, og Frisk fulgte med henne. „Gå vekk, du store hund!“ ropte Inga, „du vil bare skremme vekk min lille fugl.“ Frisk hang med hodet og snek seg bort.

Fuglen hadde satt seg i et lite tre. Den så på Inga og begynte å synge for henne; men alt det hun gråt og lokket på den, så kom den ikke tilbake til henne og til sitt bur. Da hun så til sist søkte å klatre opp i treet for å fange den, bredte den vingene ut, fløy over hagemuren, og Inga så den aldri mer. Hun gråt en lang tid over å ha mistet sin lille fugl; men da hun så fikk se Frisk, sa hun sakte til seg selv: „Ja, jeg har fortjent det; jeg har jo kjent Frisk meget lenger enn den lille fugl, og jeg burde derfor holdt mest av ham, som bestandig er så snill mot meg. Fuglen vil dessuten være meget mer glad derude i skogen mellom trærne og buskene, enn den var i buret; det har mamma sagt; men Frisk ville aldri bli så glad noensteds, som han er hos meg. Kom hit til meg, du Frisk, du skal bestandig være min Legekammerat; du er en snill hund, du.“ Da kom Frisk. Hun klappet den, og da hoppet og sprang den rundt omkring sin lille herskerinne; men aldri brakte den henne padder eller fugler mer, skjønt den nok engang imellom forærte henne en Sten, et Ben eller en annen sådan ting, der aldeles ikke var ren nok til å ligge på en liten Piges hvite kjole.