Inga var en munter liden Pige. Hun havde hverken Broder eller Søster, og hendes eneste Legekammerat var en stor, vakker Hund, som hun havde faaet af sin Fader, og hvis Navn var Frisk.
Frisk var en lystig Fyr. Han blev næsten aldrig kjed af at lege. Han havde lært at søge og at bringe igjen, og hvergang han saa noget ligge paa Jorden, pleiede han at tage det op med sin Mund og bære det hen til Inga, 96sin lille Herskerinde. Undertiden kunde han finde et Æble, en Pære eller en Blomme, som var falden ned fra Trærne i Haven, og Inga syntes meget godt om saadanne Foræringer. Men det var ikke altid, hun var saa vel fornøiet med de Ting, Frisk bragte hende; thi engang havde han bragt hende en vaad Lerklump, og to Gange havde han lagt et stort fedtet Kjødben paa Bogen, som hun læste en morsom Historie i.
Naar nu Inga blev vred paa ham for saadanne Dumheder, pleiede han at staa et lidet Stykke borte fra hende, se hende op i Ansigtet, logre med Halen og nu og da gjø meget sagte, som om han vilde sige: „Om Forladelse.“ Saa kunde Inga ikke længere være vred; hun smilede til ham, klappede ham og sagde: „Min smukke Frisk,“ og bort gik Frisk saa lykkelig som nogen Hund i Verden. Men den næste Sten eller anden Ting, han fandt, kunde være sikker paa at blive lagt paa Ingas Fang.
En Dag skulde Inga gaa med sin Fader og Moder i Selskab. Hun var meget smukt paaklædt og sad ved Siden af sin Moder paa en Stol i Dagligstuen, medens de væntede paa, at hendes Fader skulde blive færdig. Da kommer Frisk farende, springer op paa Inga og kaster en stor levende Padde ned paa hendes Fang. Inga skreg høit og hoppede ned fra Stolen, saa at Padden faldt paa Gulvet. „Skrig ikke saaledes, Inga,“ sagde Moderen; „den stakkels Padde kan ingen Skade gjøre dig; se bare, hvorledes den sidder og puster og er færdig at dø af Frygt, eller maaske Frisk har bidt den for haardt. Kald paa Pigen, at hun kan bære det stakkels uskadelige Dyr ud i Haven, hvor den vist bor.“ Da Pigen satte Padden ved Kanten af Dammen, som var i Haven, gjorde den et eneste stort Spring og pladsk! var den borte under Vandet i et Øieblik. Men Ingas Kjole var bleven plettet af Paddens vaade Ben, og hun var derfor nødt til at gaa op paa sit Værelse for at tage en anden Kjole paa. Frisk, som nok skjønte, at han havde gjort noget galt, luskede afsted og lagde sig ned i en Krog.
„Nu bliver jeg aldrig mere glad i Frisk igjen,“ sagde Inga. „Ja, men det er meget urigtigt af dig,“ sagde Moderen; „thi Frisk er bleven oplært til at gjøre Kunster, og naar han bringer dig noget, du liker, saa klapper du ham jo og 97roser ham. Frisk har vel seet Padden hoppe i Græsset og troet, at det vilde more dig at se den hoppe omkring i Dagligstuen. Du forsøgte jo en Dag at lære ham til at bringe dig Katungen, og hvorledes tror du en Hund skulde vide, at du liker Katunger, men ikke Padder.“ Inga tænkte, at det var meget sandt, og da hun kom hjem, tilgav hun Frisk; men hun sagde mange Gange til ham, at han aldrig mere maatte bringe hende noget levende. Frisk logrede nok med Halen; men lige klog var han.
Nogle Dage derefter, da Inga gik og spadserede med Tjenestepigen, fandt Frisk en Fugleunge, der var falden ud af Redet, som var oppe i et høit Træ. Frisk tog den op og lagde den ned foran Ingas Fødder. Hun blev saa glad i den lille Fugl og løb hjem til sin Moder med den. „Stakkels lille Fugl,“ sagde Moderen; „vi skal pleie den, til den bliver stor og kan flyve, og da skal vi slippe den ud.“ „Aa nei da, kjære Moder!“ raabte Inga, „den maa være hos os bestandig; jeg skal passe den og give den Føde, og jeg skal nok snart lære den at være glad i mig.“ „Mit kjære Barn,“ sagde Moderen, „den vil aldrig blive saa glad i dig, som den er i Skoven, Marken og den blaa Himmel. Vi ser nok smaa Fugle i Bur, som spiser det Frø, vi lægger for dem, og som synger og flagrer med Vingerne, som om de var nok saa glade og tilfredse; men dersom Døren til Buret engang kommer op, saa vil de flyve bort for selv at finde Mad, synge i de høie Trær og bygge sine nydelige Reder. De kommer aldrig tilbage til sit Bur igjen eller til den Haand, som gav dem Mad. Men denne lille Fugl her er for ung og hjelpeløs til at blive sluppen ud; den vilde dø af Sult; thi den ved ikke, hvor den skal finde sit Rede og sin Moder.“
Fuglen blev sat i Bur og den voxte og begyndte at synge. Inga gav den selv Føde, og den blev saa tam, at den hoppede ud af Buret og hen paa Bordet eller ned paa Gulvet. Men en Morgen tog Inga Buret og satte det paa et Bord, der stod tæt ved Vinduet. Vinduet var lukket op, og det var Døren paa Buret ogsaa. Inga satte sig ved Vinduet og tænkte, at dersom hendes lille Fugl vilde forsøge paa at flyve ud, saa vilde hun strax fange den eller hurtig lukke 98Vinduet igjen. Fuglen sang, hoppede ud og ind af Buret og fløi frem og tilbage i Stuen. Inga vendte ikke Øinene fra den; men vips — breder den Vingerne ud og var borte, førend hun fik Tid til at løfte op Haanden og tage den. Hun sprang ned i Haven, og Frisk fulgte med hende. „Gaa væk, du store Hund!“ raabte Inga, „du vil bare skræmme væk min lille Fugl.“ Frisk hang med Hovedet og sneg sig bort.
Fuglen havde sat sig i et lidet Træ. Den saa paa Inga og begyndte at synge for hende; men alt det hun græd og lokkede paa den, saa kom den ikke tilbage til hende og til sit Bur. Da hun saa tilsidst søgte at klatre op i Træet for at fange den, bredte den Vingerne ud, fløi over Havemuren, og Inga saa den aldrig mere. Hun græd en lang Tid over at have mistet sin lille Fugl; men da hun saa fik se Frisk, sagde hun sagte til sig selv: „Ja, jeg har fortjent det; jeg har jo kjendt Frisk meget længere end den lille Fugl, og jeg burde derfor holdt mest af ham, som bestandig er saa snil mod mig. Fuglen vil desuden være meget mere glad derude i Skoven mellem Trærne og Buskene, end den var i Buret; det har Mamma sagt; men Frisk vilde aldrig blive saa glad nogensteds, som han er hos mig. Kom hid til mig, du Frisk, du skal bestandig være min Legekammerat; du er en snil Hund, du.“ Da kom Frisk. Hun klappede den, og da hoppede og sprang den rundt omkring sin lille Herskerinde; men aldrig bragte den hende Padder eller Fugle mere, skjønt den nok engang imellem forærede hende en Sten, et Ben eller en anden saadan Ting, der aldeles ikke var ren nok til at ligge paa en liden Piges hvide Kjole.