92

Den lille Olav var saa bange for Kaalorme, at naar han i Haven kom nær ved en af dem, begyndte han at skrige høit. Hans Lærer gjorde ofte Nar af ham derfor; men det hjalp ikke; han kunde nu engang slet ikke like dem. Sommerfugle derimod syntes han meget godt om, og undertiden kunde han løbe om i hele Timer for at fange dem.

Engang, da han spadserede med sin Lærer i Haven, saa han med et, at en stor Kaalorm krøb paa hans Arm. Som sædvanligt skreg Olav høit af Forskrækkelse, medens Læreren rolig tog Kaalormen i Haanden og sagde: „Se engang, hvor smukt dette Dyr ser ud. Det er desuden ganske uskadeligt; thi du kan vel tænke, at jeg ikke tog fat paa det, dersom jeg 93ikke vidste, at det ikke vilde gjøre mig noget ondt. Kom, vi vil lægge det i en Æske, og saa skal du hver Dag give det Mad; det spiser ikke andet end Blade.”

Lærerens Ord gjorde saa meget, at Olav fandt sig i, at Kaalormen blev tagen med ind i Stuen og lagt i en Æske; men i Begyndelsen var han saa bange, at han ikke turde gaa alene hen til Æsken med Bladene, som han hver Dag maatte hente i Haven. Det varede dog ikke længe, før Læreren sagde, at han nu selv skulde give Ormen Mad, og skjønt han var lidt ængstelig de første Gange, blev han dog snart vant dertil. Efter nogen Tids Forløb gjorde Kaalormen sig en Rede af Blade og blev derpaa liggende som død. Olav blev ordentlig bedrøvet derover; men Læreren trøstede ham med, at den ikke virkelig var død; han skulde blot lade den ligge rolig, saa vilde den snart blive forvandlet. Disse Ord gjorde Olav meget nysgjerrig; han vilde saa gjerne vide, hvori Forvandlingen skulde bestaa; men hans Lærer vilde ikke sige ham det; han lo blot og sagde: „Bi kun, saa skal du selv faa det at se.”

Mange Gange om Dagen betragtede Olav Ormen, og han syntes, at det varede forskrækkelig længe, inden nogen Forandring foregik med den; men endelig kom han en Morgen til Æsken, — og se, der sad en stor smuk Sommerfugl, og Kaalormens gamle Hud laa tom paa Bunden. Nu kjendte hans Glæde ingen Grændser, og han ilede omkring i hele Huset, forat enhver skulde se hans Skat.

Fra denne Tid af var han da heller ikke mere bange for Kaalorme, men morede sig ofte med at tage dem ind og give dem Blade, indtil de blev til Sommerfugle.

92

Den lille Olav var så bange for kålormer, at når han i hagen kom nær ved en av dem, begynte han å skrike høyt. Hans Lærer gjorde ofte narr av ham derfor; men det hjalp ikke; han kunne nå engang slett ikke like dem. Sommerfugler derimot syntes han meget godt om, og undertiden kunne han løpe om i hele timer for å fange dem.

Engang, da han spaserte med sin lærer i hagen, så han med et, at en stor kålorm krøp på hans arm. Som sedvanlig skreg Olav høyt av forskrekkelse, mens læreren rolig tok kålormen i hånden og sa: „Se engang, hvor smukt dette dyr ser ut. Det er dessuten ganske uskadeligt; thi du kan vel tenke, at jeg ikke tok fat på det, dersom jeg 93ikke visste, at det ikke ville gjøre meg noe ondt. Kom, vi vil legge det i en eske, og så skal du hver dag gi det mat; det spiser ikke annet enn Blade.”

Lærerens ord gjorde så meget, at Olav fant seg i, at kålormen ble tatt med inn i stuen og lagt i en eske; men i begynnelsen var han så bange, at han ikke turde gå alene hen til esken med bladene, som han hver dag måtte hente i hagen. Det varte dog ikke lenge, før læreren sa, at han nå selv skulle gi Ormen Mad, og skjønt han var litt engstelig de første ganger, ble han dog snart vant dertil. Etter noen Tids forløp gjorde kålormen seg en rede av Blade og ble derpå liggende som død. Olav ble ordentlig bedrøvet derover; men læreren trøstet ham med, at den ikke virkelig var død; han skulle blot la den ligge rolig, så ville den snart bli forvandlet. Disse ord gjorde Olav meget nysgjerrig; han ville så gjerne vide, hvori forvandlingen skulle bestå; men hans lærer ville ikke si ham det; han lo blot og sa: „Bi kun, så skal du selv få det å se.”

Mange ganger om dagen betraktede Olav Ormen, og han syntes, at det varte forskrekkelig lenge, innen noen forandring foregikk med den; men endelig kom han en morgen til esken, — og se, der satt en stor smuk sommerfugl, og kålormens gamle hud lå tom på Bunden. Nå kjente hans glede ingen grenser, og han ilede omkring i hele huset, for at enhver skulle se hans skatt.

Fra denne tid av var han da heller ikke mer bange for kålormer, men moret seg ofte med å ta dem inn og gi dem Blade, inntil de ble til sommerfugler.