Der var engang en liden Gut; det var en stor Kujon. Han var næsten ræd for Alting. Han var ræd for de smaa Gjedunger, naar de kom og stak Snuden ind igjennem Stakitverket. At tage dem i Skjegget vovede han aldrig paa. Ja det var en stor Kryster. Og Hunde, ja dem løb han for, og naar de gjøede, skreg han høit og holdt sin Moder i Forklædet, ligesom ganske smaa Børn gjør.
Da han nu en Dag gik alene og spadserede, kom der en smuk, sort Hund ud af et Hus og sagde: „Vov, Vov!“ Den kom ganske nær hen til ham, sprang omkring ham, gjøede af Overgivenhed og vilde lege med ham; men han gav sig til at løbe, og Hunden bag efter ham. Den gjøede sterkere og sterkere. Den lille Gut var nær ved at dø af Skræk; han løb saa sterkt, han kunde, og da han ikke saa sig for, styrtede han ned i en Grøft, der var fuld af Mudder.
Der laa han nu nede i Grøften og græd; op kunde han ikke komme, da han ikke kunde hjelpe sig selv, og han var vist bleven liggende der den hele Dag, hvis ikke Hunden havde været saa god og klog, at den var rendt hjem til hans Forældres Hus for at lade dem vide, hvad der var skeet. Da den kom derhen, skrabede den paa Døren og sagde: „Vov, vov!“ Andet kunde den jo ikke sige. Pigen, som lukkede 79Døren op, talte haardt til den og sagde: „Hvad vil du her, du sorte Hund? Vi kjender dig jo ikke“ — og vilde jage den bort; men den smuttede forbi hende og løb hen til Tjeneren, trak ham i Kjolen og sled saa længe i ham, til han gik med den hen til Grøften.
Nu saa Tjeneren, hvad der var skeet, og han trak Gutten op af Grøften. Men hvor den lille saa ud! Fra øverst til nederst bedækket med Mudder og Dynd og ganske vaad. Alle lo ham ud, fordi han var saa stor en Kujon.