„Kjære Moder,“ sagde den lille Hanna, da hun skulde gaa paa Skole, „idag vilde jeg gjerne lege.“ — „Hele Dagen?“ spurgte hendes Moder. — „Ja, kjære Moder.“ — „Dit Ønske skal blive opfyldt,“ sagde den kjærlige Moder; „men jeg frygter for, du vil komme til at angre det.“ — „Nei, nei!“ svarede Hanna og løb nu hen og hentede alt sit Legetøi; men Hanna maatte lege alene; thi hendes Søskende gik paa Skolen. I Begyndelsen morede hun sig noksaa godt med sit Legetøi; men da hun havde leget en Stund dermed, fornøiede det hende ikke mere. Hun spurgte sin Moder, hvad hun nu skulde bestille; men Moderen svarede, at hun nu ikke havde Tid til at tale med hende. Moderen gik ud, og den lille Hanna sad ganske misfornøiet og 77vidste ikke, hvad hun skulde bestille. Hun længedes ret meget efter, at hendes Søskende skulde komme hjem fra Skolen.
Endelig kom de. Hanna bad dem, at de vilde lege med hende, og disse gode Børn, som var vante til altid at føie sig efter hverandre, var strax villige til det. Men hvormeget de end gjorde sig Umag for at more Hanna, saa var der dog den Dag intet, som ret kunde fornøie hende.
Hendes ældste Søster, Sofie, en flittig og fornuftig Pige, merkede dette. Hun tog sin Søster venlig i Haanden og sagde til hende: „Hør, Hanna, jeg vil sige dig, hvorfor du idag er saa misfornøiet og ikke har Moro af at lege med os. Det kommer deraf, at du slet ikke har arbeidet idag. Se, vi andre er alle muntre og morer os ved at lege, fordi vi alle har været flittige paa Skolen.“
Moderen, som hørte dette, sagde, at Sofie havde Ret.