33

Potifars Hustru var et meget slet Menneske. Hun syntes vel om Josef, fordi han var smuk, og 34hun vilde forføre ham til at begaae Utroskab imod hans Herre. Josef tænkte paa Gud, som seer i Løndom, og paa hans Herres Godhed imod ham. Han var standhaftig, og vilde slet ikke føie hende i Synd. Hun blev derover forbittret og hævngjerrig. Hun sagde til sin Mand, at Josef havde været saa forvoven, at han havde vildet forføre hende. Potifar troede sin Hustru mere end Josef. Han undersøgte ikke Sagen, og Josef blev uforskyldt sat i Fængsel.

Endog i Fængselet gaaer det Josef vel.

Da han vidste sig fri for det, han var beskyldt for, saa skikkede han sig i sin Skjebne, som ogsaa i Fængselet blev taalelig. Han var stedse god og elskværdig, saa at Fangevogteren holdt meget af ham, og lod ham endog have Opsyn med de andre Fanger. Det hændte sig, at to af 35Kongens Tjenere bleve satte i samme Fængsel, nemlig Kongens Mundskjenk og Kongens Bager. Disse To drømte i een Nat hver sin Drøm, og fortællede siden deres Drømme til Josef. Denne forudsagde, at Mundskjenken kom snart igjen i Naade hos Kongen, men at Bageren kom til at blive aflivet og hængt. Han bad den første, at han ved sin Forbøn hos Kongen vilde forløse ham af Fængselet, da han ikke havde forseet sig, men var ganske uskyldig. Det skeede som Josef havde forudsagt. Men da Mundskjenken blev fri, og kom igjen i Naade hos Kongen, saa glemte han Josef, og forsømte at bede for ham.

Josef bliver en stor Herre.

To Aar derefter drømte Kongen, at syv magre Køer kom efter syv fede, og at hine opaade disse. Ligesaa drømte han, at syv fulde og tunge Ax bleve fortærede af syv tomme og lette. Mundskjenken erindrede nu Josef og fortællede Kongen om ham. Kongen fik Lyst til at see ham, og han blev hentet fra Fængselet. Kongen fortællede ham sine Drømme. Josef spaaede, at der skulde komme 36syv meget frugtbare Aar, og derefter syv aldeles ufrugtbare. Han gav ogsaa Kongen det Raad i de første syv Aar at indsamle alt det overflødige Korn i Magasiner, og spare det til de ufrugtbare Aar. Kongen besluttede ei alene at følge Josefs Raad; men han tog ham ogsaa i sin Tjeneste, og ophøiede ham til en stor Herre, saa at Josef blev næst Kongen den fornemste Mand i Ægypten. Han havde Bestyrelsen af Magasinerne; og da det skede, som han havde forudsagt, saa blev Ægypten reddet fra Hungersnød ved hans Fortjeneste.

Josefs Brødre komme til Ægypten første Gang.

Sæden mislykkedes ikke alene i Ægypten; men denne Landeplage strakte sig ogsaa til Kanaans Land, hvor Josefs Fader og Brødre boede, saa at ogsaa der blev Dyrtid og omsider Hungersnød. Da de hørte, at der var Overflødighed af Korn i Ægypten, saa sendte Jakob sine ti ældste Sønner didhen, for at kjøbe. Benjamin, den yngste, blev hjemme. Han var Rakels Søn og Josefs eneste Fuldbroder. Da de vare komne til Ægypten, og Josef fik dem at see, kjendte han dem strax, men de kjendte ikke ham. Kunde de tænke, at den, som de solgte til Slave, kunde være kommen 37til saadan Hæder og Høihed? De viste ham den største Ærbødighed, og bukkede sig til Jorden for ham. Josef lod som han ikke kjendte dem, eller forstod deres Sprog, og en Tolk udtydede Josefs Ord for dem, og deres Ord for Josef, endskjønt han forstod hvert Ord, som de sagde. Førend han lod dem vide hvem han var, vilde han først undersøge deres Sindelav mod deres Fader og mod Benjamin. De sagde, at de vare i stor Trang for Korn, og bade om at faae noget tilkjøbs. Josef svarede, at han ansaae dem for Speidere udsendte af Fienden for at besee Landet. De fortællede ham, at de vare alle een Mands Sønner, at deres gamle Fader levede endnu, at de havde endnu en yngre Broder, som var hjemme, og at de havde havt nok en Broder, som var ikke mere til. Josef sagde da, at Een af dem, nemlig Simeon, skulde blive tilbage hos ham, at de Andre maatte faae Korn og reise hjem, men med den Betingelse, at de maatte love at komme igjen, og bringe deres yngste Broder med. Nu vaagnede deres Samvittighed. De sagde til hver 38andre: Dette have vi sandeligen forskyldt paa vor Broder Josef. Vi saae hans Angest, da han bad os, og vi vilde ikke høre ham. Derfor kommer denne Angest over os. Josef hørte dette, og Taarer kom i hans Øine. De fik nu deres Sække fulde af Korn, og de Penge, som de betalte derfor, lod Josef, dem uafvidende, lægge i deres Sække. De Ni reiste derefter hjem.

Josefs Brødre komme til Ægypten anden Gang.

Da de havde næsten intet Korn igjen, maatte de tænke paa at reise til Ægypten endnu engang. I Begyndelsen vilde Jakob slet ikke, at hans kjære Benjamin maatte følge med dem. De sagde ham, at den fornemme Herre i Ægypten ikke vilde tillade dem at komme igjen, uden med den Betingelse, at Benjamin kom med dem, at de paa ingen anden Maade kunde faae Simeon tilbage; og at de ellers kom til at sulte ihjel allesammen. Juda sagde, at han vilde være ansvarlig for Benjamin. Med inderlig Bedrøvelse samtykkede Jakob endeligen. Han lod dem tage dobbelt saa mange Penge med sig, og desuden Foræringer til den fornemme Mand i Ægypten. Med Taarer ønskede han dem en lykkelig Reise.

Saasnart Josef saae dem igjen, spurgte han: Lever Eders gamle Fader endnu? Ved at see Benjamin blev han saa glad, at han maatte gaae ud for at skjule sine Taarer. Han gik ind til dem igjen, gav dem et herligt Maaltid, og viste sig 39meget godgjørende mod dem. Siden lod han deres Sække fylde med Korn. Pengene bleve ogsaa denne Gang lagte i Sækkene, og desuden Josefs Sølvskaal i Benjamins Sæk. De fik baade Simeon og Benjamin med sig, og gave sig paa Veien med Glæde.

Efter Glæden kommer Angest, efter Angesten kommer Glæde.

De vare ikke langt komne, førend en af Josefs Tjenere kom efter dem, og beskyldte dem for Tyveri, da hans Herres Sølvskaal var borte. De standsede villig og sagde, at dersom Sølvskaalen fandtes hos nogen af dem, da skulde den døe, og de andre være hans Herres Slaver. Alle aabnede nu deres Sække, og Sølvskaalen blev funden i Benjamins Sæk. Af Skræk kunde de neppe tale. De reiste strax tilbage igjen til Josef. Alle vare de angestfulde. Juda bad om at blive Slave i Benjamins Sted, da deres gamle Fader kom til at sørge sig ihjel, om han ikke fik Benjamin igjen.

Det var ikke Josefs Alvor at ville gjøre dem noget Ondt. Han vilde alene undersøge, om de elskede deres Fader og yngste Broder. Af det han saae og hørte sluttede han, at de nu vare bedre, end da de solgte ham. Nu kunde han ikke længere holde sig, men aabenbarede sig for dem. Han 40befalede alle sine Folk at gaae ud. Med Taarer i Øinene sagde han til dem: Jeg er Josef, som I solgte. Er det sandt, at min Fader lever endnu? Af Frygt og Blusel kunde de ikke svare et Ord. Josef sagde: Kommer dog nærmere. Værer ikke bange. Sørger ikke mere derover, at I solgte mig. Gud har styret det saa, at jeg er kommen hid, for at I ikke skulde døe af Hunger. Nu kyssede han dem allesammen, og græd af Glæde. Efter saadan Glæde kommer ingen Anger.

Derefter sagde han til dem, at han vilde have al sin Slægt, sin Fader, sine Brødre med deres Hustruer og Børn til sig. Han vilde skaffe dem et Stykke Land at beboe, og forsørge dem der. Han befalede dem at skynde sig hjem og fortælle hans Fader dette, og han formanede dem til Forligelighed paa Veien.

Jakob og Josef samles igjen.

Da de kom hjem og fortællede deres Fader om Josef, vilde han i Begyndelsen ikke troe dem. Enten maatte de lyve nu, eller de havde løiet, da de før sagde, at Josef var dræbt. Til Beviis paa, at de nu sagde Sandhed, viste de ham Vognene og de kostbare Foræringer, som Josef havde sendt med dem. Derved blev han overbeviist, 41at det dog denne Gang maatte være sandt hvad de sagde. Han blev saa glad, at han blev ligesom ung igjen. Det er meget, sagde han, at min Søn Josef lever endnu: Jeg maa hen at see ham før jeg døer. Han og hans hele Familie flyttede derefter til Ægypten. Josef reiste sin Fader imøde. Da de samledes igjen faldt de hinanden om Halsen, og græd begge af Glæde. Længe kunde ingen af dem tale. Endeligen sagde Jakob: Nu vil jeg døe rolig, siden jeg har seet dig igjen. Kongen tillod Josef at give sin Familie et frugtbart Land at beboe, og at forsørge dem der.

Jakob døer.

Jakob levede endnu i sytten Aar. Da han laae paa Dødsleiet kaldede han Josef til sig. Efter hans Begjering forpligtede Josef sig til, at begrave hans Lig i Kanaans Land hos hans Fædres. Denne Forpligtelse opfyldte ogsaa Josef. Han sørgede meget da Faderen døede; men da han stod grædende ved dennes Grav, kunde han dog glæde sig over, at han aldrig ved nogen slet Handling havde bedrøvet sin Fader, men heller havde været ham til stor Glæde i Livet.

Efter Faderens Død begyndte Josefs Brødre at blive bange. De frygtede for at dennes Forsonlighed ikke kom af Hjertet, at han havde skaanet dem alene for Faderens Skyld, og at han nu vilde gjengjelde 42dem det Onde, som de havde gjort ham. Da Josef fik dette at vide, talede han til dem med Blidhed og Taarer i Øinene. Han sagde, at endskjønt de havde tænkt ondt imod ham, saa havde dog Guds Bestyrelse befordret baade hans og deres og mange Andres Bedste. Han bad dem være uden al Frygt, og lovede at forsørge dem og alle deres.

Gjør du en ond Gjerning med Fornøielse, saa er Fornøielsen snart forbi, men Angeren derover er varig. Dette erfarede Josefs Brødre.

Skik dig saa, at ingen kan være din Uven, uden at have Skam deraf. Saa gjorde Josef.

Skik dig saa, at du altid kan have noget at glæde dig over. Det havde Josef.

33

Potifars hustru var et meget slett menneske. Hun syntes vel om Josef, fordi han var smuk, og 34hun ville forføre ham til å begå utroskap imot hans Herre. Josef tenkte på Gud, som ser i Løndom, og på hans Herres godhet imot ham. Han var standhaftig, og ville slett ikke føye henne i synd. Hun ble derover forbittret og hevngjerrig. Hun sa til sin mann, at Josef hadde vært så forvoven, at han hadde villet forføre henne. Potifar trodde sin hustru mer enn Josef. Han undersøkte ikke Sagen, og Josef ble uforskyldt satt i fengsel.

Endog i fengselet går det Josef vel.

Da han visste seg fri for det, han var beskyldt for, så skikkede han seg i sin skjebne, som også i fengselet ble tålelig. Han var stedse god og elskverdig, så at fangevokteren holdt meget av ham, og lot ham endog have oppsyn med de andre fanger. Det hendte seg, at to av 35Kongens tjenere ble satte i samme fengsel, nemlig Kongens munnskjenk og Kongens Bager. Disse to drømte i een natt hver sin drøm, og fortalte siden deres drømmer til Josef. Denne forutsa, at munnskjenken kom snart igjen i nåde hos Kongen, men at bakeren kom til å bli avlivet og hengt. Han bad den første, at han ved sin forbønn hos Kongen ville forløse ham av fengselet, da han ikke hadde forsett seg, men var ganske uskyldig. Det skjedde som Josef hadde forutsagt. Men da munnskjenken ble fri, og kom igjen i nåde hos Kongen, så glemte han Josef, og forsømte å bede for ham.

Josef blir en stor Herre.

To år deretter drømte Kongen, at syv magre Køer kom etter syv feite, og at hine opaade disse. Likeså drømte han, at syv fulle og tunge aks ble fortært av syv tomme og lette. Munnskjenken erindrede nå Josef og fortalte Kongen om ham. Kongen fikk lyst til å se ham, og han ble hentet fra fengselet. Kongen fortalte ham sine drømmer. Josef spådde, at der skulle komme 36syv meget fruktbare år, og deretter syv aldeles ufruktbare. Han ga også Kongen det råd i de første syv år å innsamle alt det overflødige korn i magasiner, og spare det til de ufruktbare år. Kongen besluttet ei alene å følge Josefs Raad; men han tok ham også i sin tjeneste, og opphøyde ham til en stor Herre, så at Josef ble nest Kongen den fornemste mann i Ægypten. Han hadde Bestyrelsen av magasinene; og da det skjedde, som han hadde forutsagt, så ble Ægypten reddet fra hungersnød ved hans fortjeneste.

Josefs brødre komme til Ægypten første gang.

Sæden mislyktes ikke alene i Ægypten; men denne landeplage strakte seg også til Kanaans land, hvor Josefs far og brødre bodde, så at også der ble dyrtid og omsider hungersnød. Da de hørte, at der var overflødighet av korn i Ægypten, så sendte Jakob sine ti eldste sønner didhen, for å kjøpe. Benjamin, den yngste, ble hjemme. Han var Rakels sønn og Josefs eneste fullbror. Da de var kommet til Ægypten, og Josef fikk dem å se, kjente han dem straks, men de kjente ikke ham. Kunne de tenke, at den, som de solgte til slave, kunne være kommet 37til sådan Hæder og høyhet? De viste ham den største ærbødighet, og bukket seg til jorden for ham. Josef lot som han ikke kjente dem, eller forstod deres språk, og en tolk udtydede Josefs ord for dem, og deres ord for Josef, enskjønt han forstod hvert ord, som de sa. Før han lot dem vide hvem han var, ville han først undersøke deres sinnelag mot deres far og mot Benjamin. De sa, at de var i stor trang for korn, og ba om å få noe tilkjøbs. Josef svarte, at han ansaae dem for speidere utsendte av fienden for at besee landet. De fortalte ham, at de var alle een Mands sønner, at deres gamle far levde ennå, at de hadde ennå en yngre bror, som var hjemme, og at de hadde hatt nok en bror, som var ikke mer til. Josef sa da, at Een av dem, nemlig Simeon, skulle bli tilbake hos ham, at de andre måtte få korn og reise hjem, men med den betingelse, at de måtte love å komme igjen, og bringe deres yngste bror med. Nå våknet deres samvittighet. De sa til hver 38andre: Dette har vi sandeligen forskyldt på vår bror Josef. Vi så hans angst, da han bad oss, og vi ville ikke høre ham. Derfor kommer denne angst over oss. Josef hørte dette, og tårer kom i hans øyne. De fikk nå deres sekker fulle av korn, og de penger, som de betalte derfor, lot Josef, dem uafvidende, legge i deres sekker. De Ni reiste deretter hjem.

Josefs brødre komme til Ægypten annen gang.

Da de hadde nesten intet korn igjen, måtte de tenke på å reise til Ægypten enda engang. I begynnelsen ville Jakob slett ikke, at hans kjære Benjamin måtte følge med dem. De sa ham, at den fornemme Herre i Ægypten ikke ville tillate dem å komme igjen, uten med den betingelse, at Benjamin kom med dem, at de på ingen annen måte kunne få Simeon tilbake; og at de ellers kom til å sulte ihjel allesammen. Juda sa, at han ville være ansvarlig for Benjamin. Med inderlig bedrøvelse samtykket Jakob endelig. Han lot dem ta dobbelt så mange penger med seg, og dessuten Foræringer til den fornemme mann i Ægypten. Med tårer ønsket han dem en lykkelig reise.

Så snart Josef så dem igjen, spurte han: Lever Eders gamle far ennå? Ved å se Benjamin ble han så glad, at han måtte gå ut for å skjule sine tårer. Han gikk inn til dem igjen, ga dem et herlig måltid, og viste seg 39meget godgjørende mot dem. Siden lot han deres sekker fylde med korn. Pengene ble også denne gang lagt i sekkene, og dessuten Josefs Sølvskaal i Benjamins Sæk. De fikk både Simeon og Benjamin med seg, og gave seg på veien med glede.

Etter gleden kommer angst, etter angsten kommer glede.

De var ikke langt kommet, før en av Josefs tjenere kom etter dem, og beskyldte dem for tyveri, da hans Herres sølvskål var borte. De stanset villig og sa, at dersom sølvskålen fantes hos noen av dem, da skulle den dø, og de andre være hans Herres slaver. Alle åpnet nå deres sekker, og sølvskålen ble funnen i Benjamins Sæk. Av Skræk kunne de neppe tale. De reiste straks tilbake igjen til Josef. Alle var de angstfulle. Juda bad om å bli slave i Benjamins sted, da deres gamle far kom til å sørge seg ihjel, om han ikke fikk Benjamin igjen.

Det var ikke Josefs alvor å ville gjøre dem noe Ondt. Han ville alene undersøke, om de elskede deres far og yngste bror. Av det han så og hørte sluttet han, at de nå vare bedre, enn da de solgte ham. Nå kunne han ikke lenger holde seg, men åpenbarte seg for dem. Han 40befalte alle sine folk å gå ut. Med tårer i øynene sa han til dem: Jeg er Josef, som dere solgte. Er det sandt, at min far lever ennå? Av Frygt og Blusel kunne de ikke svare et ord. Josef sa: Kommer dog nærmere. Værer ikke bange. Sørger ikke mer derover, at dere solgte meg. Gud har styret det så, at jeg er kommet hit, for at dere ikke skulle dø av hunger. Nå kysset han dem allesammen, og gråt av glede. Etter sådan glede kommer ingen anger.

Deretter sa han til dem, at han ville ha all sin slekt, sin far, sine brødre med deres hustruer og barn til seg. Han ville skaffe dem et stykke land at beboe, og forsørge dem der. Han befalte dem å skynde seg hjem og fortelle hans far dette, og han formante dem til forlikelighet på veien.

Jakob og Josef samles igjen.

Da de kom hjem og fortalte deres far om Josef, ville han i begynnelsen ikke troe dem. Enten måtte de lyve nå, eller de hadde løyet, da de før sa, at Josef var drept. Til bevis på, at de nå sa sannhet, viste de ham vognene og de kostbare Foræringer, som Josef hadde sendt med dem. Derved ble han overbevist, 41at det dog denne gang måtte være sandt hva de sa. Han ble så glad, at han ble likesom ung igjen. Det er meget, sa han, at min sønn Josef lever ennå: Jeg må hen å se ham før jeg dør. Han og hans hele familie flyttet deretter til Ægypten. Josef reiste sin far imøte. Da de samledes igjen falt de hinannen om halsen, og gråt begge av glede. Lenge kunne ingen av dem tale. Endelig sa Jakob: Nå vil jeg dø rolig, siden jeg har sett deg igjen. Kongen tillot Josef å gi sin familie et fruktbart land at beboe, og å forsørge dem der.

Jakob dør.

Jakob levde ennå i sytten år. Da han lå på dødsleiet kalte han Josef til seg. Etter hans begjæring forpligtede Josef seg til, å begrave hans Lig i Kanaans land hos hans fedres. Denne forpliktelse oppfylte også Josef. Han sørget meget da Faderen døde; men da han stod gråtende ved dennes grav, kunne han dog glede seg over, at han aldri ved noen slett handling hadde bedrøvet sin far, men heller hadde vært ham til stor glede i livet.

Etter Faderens død begynte Josefs brødre å bli bange. De fryktede for at dennes forsonlighet ikke kom av hjertet, at han hadde skånet dem alene for Faderens skyld, og at han nå ville gjengjelde 42dem det Onde, som de hadde gjort ham. Da Josef fikk dette å vite, talte han til dem med blidhet og tårer i øynene. Han sa, at enskjønt de hadde tenkt ondt imot ham, så hadde dog Guds Bestyrelse befordret både hans og deres og mange Andres Bedste. Han bad dem være uten all frykt, og lovede å forsørge dem og alle deres.

Gjør du en ond gjerning med fornøyelse, så er fornøyelsen snart forbi, men angeren derover er varig. Dette erfarede Josefs brødre.

Skikk deg så, at ingen kan være din uvenn, uten å ha skam derav. Så gjorde Josef.

Skikk deg så, at du alltid kan ha noe å glede deg over. Det hadde Josef.