Ved det Ord Verden forstaaes Himmelen og Jorden. Jorden er en Klode, det er: den er rund som en Kugle. Jorden beboes af os Mennesker og af utallige Dyr, som finde Næring paa den og i den. Solen, Maanen, Stjernerne og det store Rum, hvori de sees, kaldes Himmelen.
Verden kan ikke være bleven til af sig selv; thi Intet kan blive til af sig selv. Der er en Bog, som kaldes Bibelen. Den Bog fortæller, at det er en Aand, som er Aarsag til, at Verden er til, og den Aand kaldes Gud.
Naar Gud gjør, at noget bliver til, saa kaldes det at skabe. Bibelen siger, at Gud i sex Dage skabte Verden med alle livløse og levende Skabninger. Hver Skabning fik da sin Natur af 13Gud. Det blev Solens Natur, at lyse og varme, og det blev Jordens Natur at bære Græs, Korn og Træer. Det blev Fiskenes Natur at leve i Vandet, og Fuglenes Natur at flyve i Luften.
Gud skabte Mennesket sidst, nemlig paa den sjette Dag. En Jordklump var den Materie, hvoraf Gud skabte Mennesket. Det første Menneske var en Mand, som fik det Navn Adam. Engang, mens Adam sov, dannede Gud en Qvinde, som blev kaldet Eva. Adam og Eva bleve Ægtefolk.
Paa den syvende Dag holdt Gud op at skabe, og anordnede Sabbaten; det er: Han befalede at hver syvende Dag i Ugen skal være Helligdag.