Den Beskaffenhed, som Tingen maa have eller altid har, den kaldes en Egenskab, fordi den er Tingens egen. At en Kugle er rund, det er dens Egenskab; thi den maa være rund, ellers var den ikke en Kugle. At Ilden er varm, det er dens Egenskab; thi den maa være varm, ellers var den ikke Ild. At Isen er kold, det er dens Egenskab; thi den maa være kold, saalænge den er Is.
Hvad er en Tings Beskaffenhed? Naar jeg siger: et rundt Stykke Træ: hvad for en Beskaffenhed siger jeg da Træet har? Naar jeg siger: et langt Stykke Træ, hvad for en Beskaffenhed siger jeg da Træet har? Naar jeg siger: tørt Træ; er det da Træet eller Tørheden, som er en Beskaffenhed? Kan tørt Træ faae en anden Beskaffenhed? Naar jeg siger: hedt Jern; har jeg da nævnet en Ting og en Beskaffenhed? Kan hedt Jern blive anderledes beskaffent?
Hvad er en Egenskab? Hvorfor kaldes den Egenskab? Hvad er en Kugles Egenskab? Hvorfor kaldes det en Egenskab ved en Kugle, at den er rund? Hvad er Ildens Egenskab? Hvorfor kaldes det en Egenskab ved Ilden, at den er varm? Hvad er Isens Egenskab? Hvorfor kaldes det en Egenskab ved Isen, at den er kold?